Varde Kommune: De store og grove næver er denne tirsdag aften i overtal på Varde Rådhus. Der er dækket op med hvide duge og lysegrønne servietter til 200 af kommunens bønder, der for en aften kan slappe af i hinandens selskab. Langt væk fra sliddet i staldene og på markerne.
Dialogmøde kalder Varde Kommune aftenens arrangement med foredrag og ikke mindst en oprigtig hæder og anerkendelse af det erhverv, som på mange måder fortsat er kommunens fundament. Varde Kommune er som landets femtestørste rent geografisk med til ikke kun at mætte hele landet, men en overbefolket verden.
Årets iværksætter blev den 26-årige Christian Sommer Thomsen fra Lydum, der har 300 malkekøer, som han driver ud fra konceptet sharemilking. Han lejer gården, men ejer selv køerne.
Årets iværksætterpris gik til familien Kousgaard fra Toftnæs, der står bag det meget succesfulde Varde Ådal Lam, hvis navn snyder lidt. De har også økologiske grise, høns, ænder og gæs og har også deres eget slagteri, som netop er blevet udvidet.
De holdt foredrag
- Ud over et kort oplæg af Preben Friis-Hauge (V), formand for plan- og teknik i Varde Kommune, var der indlæg ved:
- Hans Peter Due, chef for Teknik og Miljø i Varde Kommune.
- Svineproducent Hans Juul Jessen fra Tinghøj.
- Peder Burgaard Sørensen fra Guldager Highland Cattle.
Uformel ramme
Det er tredje år, at Varde Kommune byder på hygge og hæder.
- Varde Kommune har ambitioner for landbruget. Vi synes, at landbruget er vigtigt, og det er fint, at vi kan mødes i en uformel ramme, siger Preben Friis-Hauge (V), formand for plan og teknik.
Og der var sørget for, at ingen gik sultne hjem. Køkkenet på rådhuset havde stegt 50 kilo flæskesteg, ovnstegt 60 kilo kartofler, rørt 20 liter brun sovs. Og der var naturligvis lidt surt i form af seks kilo asier. Og ja der var også salat, som var en københavnercafé værdig.
Den 37-årige landmand René Højris fra Kvong var med for første gang.
- Det er et godt initiativ. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, siger René Højris, der driver en gård med 280 malkekøer og 200 hektar jord.
Hvordan er det at drive et mælkebrug i dag?
- Det går fint, jeg skal ikke sige for meget. I hvert fald ikke hvis jeg skal refereres, siger han med et glimt i øjet.
Som han påpeger så har det aldrig været lettere at komme i gang, hvis der da ikke lige var udfordringen med at låne penge. Og gårdene er fortsat alt for dyre, hvorfor nye former som sharemilking er opstået.
Bygge bro
Det oplever Erhvervscentret i Varde Kommune, hvorunder landbruget hører. Susanne Seested, der var tovholder på aftenens arrangement, fortæller, at der for øjeblikket ikke er så mange udvidelser af landbrugene og derved færre miljøgodkendelser. Landbrug, der i vid udstrækning konsoliderer sig efter nogle meget hårde år siden finanskrisen i 2008. De fylder økonomiske huller.
Hun så virkelig frem til dialogmødet med landmændene.
- Det kan være med til at bygge bro til landmændene. Vi er ikke altid enige. Det her kan få paraderne lidt ned, siger Susanne Seested om det forhold, at kommunen både skal hjælpe, men samtidig også føre tilsyn med landmændene.
Niels Rasmussen fra Mejls er med for anden gang. Og for ham, der driver en gård med 330 malkekøer, så luner arrangementet sådan en halvkold og våd novemberaften.
- Det er en anerkendelse af, at landbruget fylder meget. Det er lige så meget signalværdien i det, siger Niels Rasmussen.