Annonce
Kultur

Kommunerne vil med til bords om kulturens genstart

May-Britt Andrea Andersen håber, at kulturminister Joy Mogensen vil lytte, når repræsentanter fra 6-byerne fredag holder virtuelt møde med ministeren om kulturens genstart. Her ses udvalgsformanden ved indvielse af livredningsudstyr i Svømmestadion Danmark sidste år. Arkivfoto: André Thorup
Der er stor viden i de enkelte kommuner, og det bør regeringen lytte til i processen, når hele kulturområdet skal genstartes. Sådan lyder ønsket fra udvalgsformanden i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, der fredag deltager i et møde med kulturministeren.

Esbjerg Kommune: Fredag sætter formanden for Esbjerg Kommunes Kultur- & Fritidsudvalg, May-Britt Andrea Andersen (K) sig til rette bag skærmen og deltager sammen med repræsentanter fra fem andre danske kommuner i et virtuelt møde med kulturminister Joy Mogensen.

Dagsordenen er klar: Hvordan og på hvilke vilkår skal kulturinstitutionerne genåbne efter corona?


Hvis man tror, at man bare kan genåbne, og at alt så vender tilbage til sådan, som det var før coronaen ramte, så tror jeg, at man tager grueligt fejl.

May-Britt Andrea Andersen.


- Hvis man tror, at man bare kan genåbne, og at alt så vender tilbage til sådan, som det var før coronaen ramte, så tror jeg, at man tager grueligt fejl. Det er afgørende at bibeholde tiltrækningen til de forskellige kulturelle tilbud, mener May-Britt Andrea Andersen.

Hun er glad for, at der nu er sat datoer på genåbningen af de forskellige kulturtilbud, men der er stadig rigtig mange ubesvarede spørgsmål.

Annonce

Mange spørgsmål

- Vi ved jo stadig ikke, på hvilke vilkår, det kommer til at foregå. Må der komme udenlandske turister til Danmark? Hvor mange personer må der være samlet til de forskellige ting? Sidste år blev der fra staten givet tilskud, så for eksempel museer kunne tilbyde entré til halv pris. Det fungerede rigtig godt, men det har vi ikke hørt noget om i år endnu. Og hvordan med befolkningens adfærd på kulturområdet? Har den ændret sig på grund af corona, spørger May-Britt Andrea Andersen.

Hun håber, at mødet med kulturministeren vil resultere i, at man fra regeringens side vil lytte til de tanker og behov, der er ude i kommunerne.

- Selvfølgelig er der nuancer fra kommune til kommune, men der er også mange fællestræk i det her, og vi har en viden om praktiske forhold, som man ikke har på Christiansborg. Jeg håber, det bliver en drøftelse og udveksling af tanker og at ministeren vil lytte og tage noget med i det videre arbejde, siger May-Britt Andrea Andersen.

Annonce

Lokale aktører

Hun er også opmærksom på, at kommunerne selv er afhængige af at høre fra de lokale aktører på kulturområdet.

- Vi skal - lige som ved den seneste nedlukning og genåbning - søge dialogen med vores kulturinstitutioner. Det er dem, der har fingrene nede i bolledejen, og ikke os inde på rådhuset. Vi skal høre, hvad de selv mener er vigtigt, og på hvilke områder, de kan klare sig selv, og hvor de omvendt har brug for hjælp. Jeg tænker, at vi ganske snart tager kontakt til institutionerne og tager den dialog, siger May-Britt Andrea Andersen.

Hun hæfter sig også ved, at der i coronatiden er blevet tænkt kreative tanker mange steder for at holde gang i hjulene.

- Vi har også lært meget af corona, og jeg kunne sagtens forestille mig, at nogle af de digitale tiltag og tilbud, der er blevet sat i søen af nød under nedlukningen, får lov at fortsætte, så fremtiden bliver en hybrid af ”gamle dage” og de nye tilbud, som vi jo kan se, har været givtige for mange brugere. Det er også en af de ting, vi gerne vil vende på mødet med kulturministeren, siger May-Britt Andrea Andersen.

Kronik

May-Britt Andrea Andersen er sammen med repræsentanter fra København, Århus, Odense, Ålborg og Randers Kommuner afsender på en kronik om netop genåbning af kulturlivet og med et ønske om at blive hørt i processen.

Kronikken er blevet bragt i Altinget i denne uge

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

En af Esbjergs rigeste familier vil bygge nyt sportsanlæg på historisk grund

Annonce