Fredericia: Miljøminister Lea Wermelin (S) måtte mandag kigge langt efter containeren til småt brændbart på genbrugspladsen på Bundgårdsvej. Den container har aldrig eksisteret kunne formand for miljø- og teknikudvalget Christian Bro med en god portion stolthed i stemmen forklare ministeren.
Den oplysning indhentede et anerkendende mine hos ministeren, da hun iført reglementeret neongul vest gik genbrugspladsen igennem.
Miljøminister Lea Wermelin (S)Jeg har hørt, at I er gode til det, og at I har gjort det i mange år. Det er rigtig flot. Det er vigtigt med de gode eksempler, når vi skal ud at formidle den ordning, som skal indføres i hele landet
Ministeren havde ønsket at besøge Fredericia for ved selvsyn at se, hvordan affaldssorteringen foregår.
- Jeg har hørt, at I er gode til det, og at I har gjort det i mange år. Det er rigtig flot, og det er vigtigt med de gode eksempler, når vi skal ud at formidle den ordning, som skal indføres i hele landet, sagde ministeren om det udspil til affaldshåndtering, som er sendt i høring.
Det vil omfatte, at der inden 1. juli næste år skal være etableret ordninger, så borgerne kan sortere i mindst 10 forskellige fraktioner hjemme i husstandene og få det afhentet.
Det har fungeret fint i Fredericia i over 30 år. Der sker indsamling af genbrugsmaterialer hjemme på matriklerne, men mange vælger også selv at køre det til genbrugspladsen enten i Erritsø eller på Industrivej.
53 fraktioner
Mandag var det den nyeste plads fra 2012, som ministeren fik præsenteret. Den bliver 1. april næste år suppleret med en ny moderne genbrugsplads på Ndr. Kobbelvej.
Mens "småt brændbart" ikke eksisterer, så må Fredericia nærme sig danmarksrekorden i sorteringsfraktioner.
- Vi har 53 forskellige, kunne Christian Bro supplere med.
Lea Wermelin var imponeret og tog en lille snak med pladsmedarbejder Michael Jakobsen for at høre, hvordan han oplever fredericianeres lyst og evne til at sortere.
- Folk er i store træk gode til det. Nogle gange kan de være i tvivl, men så er vi her jo til at rådgive dem. Nogle tror, at vi er genbrugsbetjente, men det er vi ikke. Vi er her for at hjælpe, forklarede Michael Laursen.
Han kunne også fortælle, at de største mængder genbrugsaffald er papir, pap og haveaffald.
Lea Wermelin fik derudover mulighed for ved selvsyn at opleve, hvordan kommunen håndterer genbrugsordningen hjemme hos borgerne.
- Folk sorterer i plasticsække, sætter det ud ved kantstenen, og så samler vi ind, forklarede specialkonsulent ved Affald og Genbrug Poul Møller.
Sække i system
Den gasdrevne indsamlingsbil rullede frem, og Søren Laursen hoppede ud af bilen og snuppede sæk efter sæk og smed dem let ind i hver deres sektion.
- Gør folk det altid det rigtigt, spurgte Lea Wermelin.
- De fleste gør, men nogle gange smutter noget forkert ned i sækkene. Så lægger vi en seddel om, at der er sorteret forkert, så folk husker at gøre det rigtigt, forklarede Søren Laursen.
Ministeren var glad og tilfreds med det, hun fik set og fortalt.
- Hvis der er kommuner, som mener, at det er for svært eller umuligt, så ved jeg nu, hvor jeg kan sende dem hen. Det er dejligt, smilede hun.