x
Annonce
Esbjerg

Komponistens store værk: Bare publikum nu kan lide det

Bo Gunge har flyglet inden for rækkevidde, men det meste af musikken komponerer han på computeren. Han mangler stadig at lave selve orkestreringen til "Grænsemageren", så den også kan spilles af et symfoniorkester, men den skal han nok komme i hus med, inden dirigenten skal have den til februar. Foto: André Thorup
Komponisten Bo Gunge er i gang med at lægge sidste hånd på karrierens hidtil største værk – en opera i tre akter om "Grænsemageren" H.P. Hanssen. Den opføres til juni i forbindelse med markeringen af 100-året for Genforeningen, og den erfarne musikmand synes selv, han har ramt en tone, der bør lokke et bredt publikum til.

Ribe: Smagen af lakrids. Morfars varme hånd. På korte ben ad Borups Allé.

Det var gennem mange år de erindringsglimt, der kom frem, når Bo Gunge hørte ordet "Genforeningen".

- Jeg er jo vokset op i København, og min mormor og morfar, som jeg havde en god relation til, boede på Borups Allé. Sammen med min morfar gik jeg tit hen til Genforeningspladsen, hvor jeg kan huske, der stod en statue af nogle unge mennesker – og så fik jeg en lakridscigaret. Min morfar var født i 1898, så han tilhørte en generation, hvor det med Genforeningen virkelig betød noget. Jeg kan bare huske, jeg syntes, det var et sjovt navn.

I dag er den 55-årige komponist, der for snart mange år siden slog rødder i domkirkebyen Ribe, anderledes bevidst om den dramatiske historie, der førte til, at Sønderjylland for knap 100 år siden blev en del af kongeriget.

Kun få kilometer øst for hans og hustruens landejendom med udsigt over Ribe Å går den gamle grænse, og ofte lægger han den daglige løbetur den vej. Løbeture, hvor en strofe er faldet på plads. Hvor en melodi er tonet frem, efterhånden som skridtene blev flere og flere.

Nu sidder han så med karrierens største værk foran sig: "Grænsemageren" – en opera i tre akter.

Annonce
Det har været intenst. Altopslugende. Og jeg vil være slidt bagefter. Men det har også været virkelig fedt, og jeg drømmer da om, at det bliver en opera, der bliver spillet igen og igen.

Bo Gunge, komponist

Blev heldigvis spurgt

Det er tre år siden, han blev kontaktet af den daværende leder af Opera på Grænsen, Peter Vogel, der ville høre, om han kunne være interesseret i at skrive en opera, der skulle opføres i 2020 i anledning af 100-året for Genforeningen.

- Peter og formanden for Opera på Grænsen, Anders Molt Ipsen, gik med planerne om at få skrevet en ny opera, men vidste ikke, hvem de skulle have til det. De spurgte derfor musikchef Nikolaj Andersen fra Sønderjyllands Symfoniorkester, som skulle være med i en eventuel opførelse. Han sagde ”prøv Bo”, og det gjorde de så heldigvis. Jeg har tidligere skrevet en række værker til orkestret og ville enormt gerne arbejde sammen med dem igen. Og så kunne det også være sjovt på den måde virkelig at skulle fordybe sig i et projekt, fortæller Bo Gunge om de første, indledende manøvrer, der førte til, at trekløveret mødtes og blev enige om arbejdsgangen.

En opera af den størrelse kræver et vist budget, så de penge skulle først og fremmest skaffes. Men for at kunne søge fonde var det nødvendigt med en synops – altså et kortfattet udkast til handlingen – så den gik Bo Gunge straks i gang med.

Dyb respekt for H.P. Hanssen

Sædvanligvis bliver en opera til i et samarbejde mellem en tekstforfatter – en librettist – og en komponist, men Gunge foreslog, at han arbejdede alene.

- Jeg har skrevet operaer før, hvor det er sket i et samarbejde, og det har også været rigtig fint. Men det er bare noget andet, når man selv gør begge dele. Så kan man på en anden måde få det æstetiske udtryk frem, man ønsker, og få bølgerne i tekst og musik til fuldstændigt at harmonere, som han forklarer.

Samtidig var det heller ikke en opgave, hvor han skulle begynde fra nul.

- Jeg havde ikke gjort det, hvis jeg selv havde skullet finde på. Men her lå historien der jo allerede, og da jeg også er uddannet dramaturg, var det noget andet, siger han og fortæller, hvordan han lagde ud med at fordybe sig i årene inden og omkring 1920.

- Jeg vidste ikke ret meget om H.P. Hanssen. Så jeg læste et par generelle historiebøger og hans erindringsbøger. Der er særligt én, jeg har brugt, "Fra Krigsårene". Den fortæller rigtig godt om, hvad der foregik, fordi der er noter fra de ellers fortrolige møder i Rigsdagens finansudvalg, hvor H.P. Hanssen sad. Og så giver sproget i den også en karakteristik af ham som person, forklarer Bo Gunge, der ikke har kunnet undgå at blive imponeret, efterhånden som han fordybede sig i historien om de danske sønderjyders førstemand, der om nogen kan takkes for, at grænsen i dag går, hvor den går:

- Han var en meget professionel politiker i forhold til, hvem han havde kontakt med. Jeg har virkelig fået respekt for hans dygtighed.

Billetsalget er i gang

  • Der er premiere på "Grænsemageren" mandag den 15. juni i Alsion i Sønderborg. Tirsdag den 16. juni opføres den i Idrætshallen i Flensborg, mens de sidste to forestillinger er onsdag den 17. juni på Harmonien i Haderslev og dagen efter i Tønder.
  • Billetter kan købes på: www.billetten.dk
  • Allerede inden vil der kunne høres uddrag af operaen ved eksempelvis afstemningsfesten på Folkehjem i Aabenraa den 10. februar, Folkemødet i Ribe 24. maj, indvielsen af Genforeningsparken ved Folkehjem 30. maj og ved den store sangerfest på Skamlingsbanken 6. juni.

Den forløsende check

I "Fra Krigsårene" lå også en foræring til dramatikeren. "Grænsemageren" er bygget på historiske begivenheder, men det er fiktion, og her har datteren Astrid, der var sekretær for sin far i Berlin i de begivenhedsrige dage omkring første verdenskrigs afslutning i november 1918, fået en væsentlig rolle.

- Ja, det er hér, den kunstneriske frihed kommer ind. De andre veje, datteren må gå for at følge driften mod at få en selvstændig profil, siger Bo Gunge, der brugte to måneder på at skrive synopsen – hvorefter han gik i gang med andre opgaver, mens Opera på Grænsen gik på pengejagt.

En jagt, der gik lidt trægt. A.P. Møller Fonden meldte ganske vist hurtigt tilbage, men det var med et "det ser spændende ud, men vi vil godt vente med at svare", og efter sommerferien sidste år begyndte der at blive lidt krise.

- Ja, for nu skulle jeg altså i gang, hvis jeg skulle nå det, fortæller Bo Gunge, der – selv om pengene stadig ikke var i hus – fik grønt lys til at begynde arbejdet. I december kom så heldigvis den forløsende check på én million kroner fra Esplanaden, der betød, at Opera på Grænsen turde melde ud, at 2020 ville byde på premiere på "Grænsemageren".

Når selve prøverne på operaen går i gang til maj, vil Bo Gunge kun være med på sidelinjen. Så tager instruktør og dirigent fat, og Gunge glæder sig til at følge, hvordan hans arbejde vil folde sig ud. Foto: André Thorup

Betalte for kritik

Bo Gunge lagde ud med librettoen – teksten – og selv om hans hustru, Dorte Simonsen, som lektor i dansk på Ribe Katedralskole er god til det med sprog, havde Ribe-komponisten også allieret sig med Jakob Næslund Madsen, souschef på Den Ny Opera i Esbjerg.

- Jeg betalte ham simpelt hen for at kritisere mig sønder og sammen. Selv om Jakob ikke selv er skribent, har han evnen til at se en tekst og se for sig, hvordan det bliver til krop. Om det var lykkedes mig at skabe levende væsner, som Bo Gunge udtrykker det.

Samtidig var det også rart med et par ekstra øjne på udfordringen med at gøre tungt, politisk stof let tilgængeligt.

- Hvornår er der sagt nok til, at man kan forstå sammenhængen? Det skal ikke være for meget, ikke for lidt. Det har jeg arbejdet rigtig meget med. Omkring juletid sidste år var jeg færdig, men siden er det blevet skrevet igennem et par gange, så det er femte version, musikken nu står til. Og den endelige version ligger faktisk ret tæt op ad synopsen, siger han.

Der er udsigt til de store vidder fra Bo Gunges arbejdsværelse, og han synes, det er lidt pudsigt, at lige derovre på den anden side af Ribe Å, i Seems gamle skole, sad nu afdøde Thorkild Demuth og skrev et skuespil i anledning af 75-året for Genforeningen i 1995. Foto: André Thorup

Sang bandt sammen

Sang var et af de bånd, der bandt de danske sønderjyder sammen i de 56 år under tysk herredømme, og det har Bo Gunge brugt som små øer af kendt musik undervejs. Så da han gik i gang med at komponere musikken, var der allerede fikspunkter som "Det haver så nyligen regnet", "Som en rejselysten flåde" og "Venner ser på Danmarks kort".

- Mange steder havde jeg også allerede tænkt musikken uden at have skrevet den. Jeg vidste, der skulle noget fed musik til døtrene Astrid og Ingeborgs omkvæd, og der skulle være løssluppen stemning 8. november 1918, hvor operaen begynder på hotellet, hvor der er kommet meldinger ind om den tyske revolution, giver han som eksempler.

Belært af erfaring begyndte han fra begyndelsen.

- Da jeg i 2011 skrev musikken til gyseroperaen "Orkestergraven", skrev jeg den sidste scene først – og det var en dårlig idé. Det blev god musik, men det gav mig tid til at dvæle. De lider og fortryder og vil bare ikke dø. Sådan går det tit, synes jeg. At ting bliver for lange til sidst. Ved at skrive musikken fortløbende har jeg haft overskud til at pensle detaljer ud, hvor det passede undervejs, forklarer han arbejdsgangen med musikken, hvor han – modsat med teksten – har stolet på sin intuition. At komponere er jo hans metier.

- Ja, her forventes jeg at være geniet, som han siger. Med et afvæbnende, bredt smil for at understrege, at han ikke har fået storhedsvanvid.

Angsten for ikke at slå til

Så han forsøger da heller ikke at skjule, at han undervejs har været ramt af tvivl. Af angsten for ikke at slå til. At mislykkes. Han beskriver det selv som "en tiger, man skal holde i bur, og som man er nødt til at kaste en luns kød ind til engang imellem".

- Man ønsker sig jo, at man ikke bare har skrevet en opera, men en skidegod opera, siger han.

Hvilken kategori den rammer ned i, bliver det op til andre at bedømme, men selv er den erfarne komponist overordentligt tilfreds. Operaen sidder stærkt i ham, og han synes, han har fanget "et nutidigt, fængslende, musikalsk sprog", som han i kontrakten har forpligtet sig til.

Og han har gjort sig umage for at ramme en stil, der favner et stort publikum, for som han siger:

- En folkelig fejring af en historisk begivenhed som Genforeningen skal ramme bredt - og det bliver jo kun sjovt, hvis der er udsolgt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce