Vejen: Allerede sidste forår besluttede Ann Katrine Dalum og tre andre kvinder i den lomme, hvor hun bor, at de sammen ville til koncert med Hit Med 80erne i Troldesalen den 5. december.
- Min genbo købte billetterne. Vi fire tøser er tit ude til arrangementer. Vi har også gået en halvmaraton og alle mulige andre ting, men koncerten blev aflyst og den hyggelige aften røg i vasken, fortæller hun.
I en mail dateret den 30. november beklager Niels Allerslev på vegne af det lokale firma Nitam, som står bag koncerten.
"Refundering af billet er allerede sket for nogle og for resterende vil det ske automatisk indenfor de kommende dage", skrev han i mailen.
Ann Katrine DalumFor mig handler det ikke om selve beløbet, men jeg er harm og uforstående over for, at arrangøren vil være bekendt at love noget, han ikke kan holde og stille folk noget i udsigt, som de ikke får.
Siden er der gået mere end tre måneder. Og billetterne, der koster 225 kroner stykket, er ikke blevet refunderet.
- Vi har både ringet og skrevet til arrangøren, men der er ikke sket noget. Det vakte vores mistanke, og så var der pludselig én, der i Vejen-gruppen på Facebook skrev om en anden koncert, som var aflyst, og hvor billetkøberne ikke har fået deres penge retur, siger Ann Katrine.
29 venter fortsat på penge
På hjemmesiden Hit Med 80'erne i Troldesalen har de fire fået det svar: "Beklager, der går sin tid. Der gøres alt, hvad der kan for at få styr på det hele".
- For mig handler det ikke om selve beløbet, men jeg er harm og uforstående over for, at arrangøren vil være bekendt at love noget, han ikke kan holde og stille folk noget i udsigt, som de ikke får
Hun støtter gerne lokalt.
- Jeg skulle have været afsted med en anden veninde til en koncert på en kro. Her skrev jeg til arrangøren, at jeg ikke behøvede at få pengene tilbage, de måtte gerne gå til den lokale kro og musikerne, men her kunne jeg ikke undgå at få pengene retur.
JydskeVestkysten har været i kontakt med Niels Allerslev. Han ønsker ikke at besvare avisens spørgsmål, men har sendt følgende kommentar per mail.
"Det er korrekt at der er et antal billetkøbere som endnu ikke har fået refunderet deres billet.
Dette er beklageligt og der arbejdes for at få dette foretaget til de sidste 29 personer der mangler at modtage deres refundering.
Der forventes en endelig afklaring på hele situationen i denne uge".