Annonce
Sønderborg

Konfirmationer bliver uden sang og med live-streaming

Landet over må konfirmander i år kun få et begrænset antal pårørende med i kirken. Men i Notmark kan hele familien alligevel være med - via mobiltelefon eller computer. Arkivfoto: Timo Battefeld
På grund af corona må konfirmander kun få et fåtal af gæster med i kirken. I Notmark vælger præsten at invitere de andre med via live-streaming. I Vester Sottrup og Nybøl dropper man fællessang.
Annonce

Notmark: Når ekstra bænke sættes ind, kan der sidde 450 personer i Notmark Kirke. Men så mange får kirkens konfirmander slet ikke lov at invitere med, når de 16. og 22. august skal bekræfte deres tro.

På grund af corona-smittefare er der begrænsede antal pladser i kirken. Det har fået sognepræsten Malene Freksen til at arrangere live-streaming af begivenheden, så alle, der måtte have lyst, alligevel kan være med. Nu bare hjemmefra.

- Det er ikke optimalt. Men det smager da lidt af fisk, mener Malene Freksen.

Søndag 16. august konfirmerer hun ni konfirmander, der alle har gået på Fryndesholm Skole. De har hver fået lov til at tage 15 familiemedlemmer med i kirke. Lørdag 22. august, hvor konfirmanderne er 11 unge fra Midtals Friskole, bliver der kun plads til 13 personer for hver konfirmand.

- Og det er jo ikke mange, når man husker på, at en del unge i dag har dobbelt op af familie, fordi deres forældre er skilt, forklarer præsten.

Annonce

17.900 så med

Hvem de unge vil have med i kirken, vælger de selv. Men en del onkler, tanter, venner og bekendte er blevet bedt om at blive væk.

Resten må være indstillet på at blive filmet og set af hvem som helst, der logger på den direkte sending via mobil eller computer. Konfirmanderne har alle sagt ja til planen om live-streaming og har informeret deres pårørende.


Live-streaming er ikke optimalt. Men når det gælder pårørende, der bor langt, langt væk eller har lungeproblemer, kan live-streaming betyde, at de også kan være med.

Malene Freksen, sognepræst


Malene Freksen har ingen anelse om, hvor mange der vil følge med via skærmen. Men midt i corona-nedlukningen i foråret, hvor Notmark Kirke live-streamede en andagt, viste tallene, at 17.900 personer så med fra starten.

- De har jo nok næppe set det hele, men det er dog et flot tal, synes præsten, der også kan se fordele. For live-streamingen betyder, at ikke bare fjerne familiemedlemmer som f. eks en moster i USA kan være med. Den giver også mulighed for, at familiemedlemmer med kronisk sygdom kan deltage uden at frygte smitte.

Annonce

Sang forbudt

I Sottrup og Nybøl Sogne har menighedsrådet i samarbejde med præsten Karen Møldrup Rasmussen besluttet at undlade al sang. For som Karen Møldrup Rasmussen skriver til konfirmandernes forældre, må der kun være 50 personer i Nybøl Kirke og 80 personer i Sottrup Kirke, hvis der skal synges under konfirmationerne.

Er der ingen sang, gælder andre afstandskrav, som giver plads til dobbelt så mange. Nemlig seks-syv gæster pr. konfirmand.

- Menighedsrådet og jeg har valgt at prioritere antallet af gæster fremfor fællessang, så konfirmanderne ikke skal vælge mellem, hvem af deres søskende, der må komme med. Fællesskabet er vigtigst, og vi vil jo gerne have folk ind i kirkerne, forklarer hun.

Andre sogne har valgt at dele konfirmationsholdene op i mindre grupper for at give plads til flere pårørende. Endnu en mulighed er at bede alle bære mundbind.

-Men det syntes jeg ville virke underligt. Vi vælger i stedet kun at lade korsangeren synge, oplyser præsten.

Hun opfordrer i øvrigt til, at de gæster, kirkerne ikke har plads til, står udenfor og tager imod konfirmanderne med flag, når de kommer ud. Desuden minder hun om, at der kommer nye retningslinjer først i september, som kan ændre på reglerne.

Karen Møldrup Rasmussen skal konfirmerer 17 unge i Sottrup Kirke lørdag 12. september, samt dagen efter 17 unge i Nybøl Kirke og 15 unge i Sottrup Kirke.

I Notmark Kirke sidder man tæt. Og det går ikke nu, hvor der er restriktioner på grund af corona. Arkivfoto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Budskabet er forstået – vistnok

Annonce