Annonce
Kolding

Hjemmehjælpen kom ikke: Konflikt i hjemmeplejen rammer 71-årig stærkt svækket kvinde fra videoovervåget hjem

Inde bag den her dør trykkede den 71-årige kvinde mandag morgen på sit nødkald, men der gik alt for lang tid, før hjælpen kom. Foto: Søren Gylling
Lammet kvinde fik ikke hjælp til at lindre voldsomme krampesmerter, selvom hun trykkede på nødkald. Seniordirektøren beklager situationen. Kommunen arbejder på højtryk for at sikre hjælp til kvinden, der er ramt af, at FOA-organiserede hjemmehjælpere nægter at komme i hendes hjem, efter at ægtefællen har sat videoovervågning op.

Kolding: En konflikt i Kolding Kommunes hjemmepleje gik mandag ud over en 71-årig stærkt plejekrævende kvinde fra det nordlige Kolding, da hendes hjemmehjælp ikke dukkede op klokken 06.45, som den skal.

Mens kvinden, som er lam i venstre side efter en blodprop, lå i sin seng forpint af smerter fra dagligt tilbagevendende kramper i sit venstre ben, trykkede hun på nødkald for at få den lindrende hjælp i form af udstrækning og massage.

Men hjælpen dukkede ikke op før næsten to timer senere i form af en sygeplejerske, der blev sendt særligt ud, efter at kvindens ægtefælle havde været i telefonisk kontakt med kommunen.  Ifølge videoovervågning ved hoveddøren ankom sygeplejersken 08.48 og gik igen en time senere efter at have sorteret piller, oplyser kvindens 65-årige ægtefælle, der på det tidspunkt havde formået at afhjælpe sin kones smerter. Han kørte på arbejde 09.22.

Annonce

Først ved 13-tiden ankom den første hjemmehjælper, selvom aftalen er, at den kommunale hjemmehjælp efter det tidligere morgenbesøg skal komme klokken 09.00, 11.00, 13.00, 14.00, 16.00, 18.00 og 21.00 for at pleje og hjælpe kvinden på toilet, i bad og give hende medicin, fortæller hendes mand.

- Det synes jeg ikke er godt nok. De kan åbenbart ikke stille et hold. Det kører på pumperne, og de har ikke de mennesker, de skal bruge, mener ægtefællen, som ønsker at være anonym.

Ikke akut farligt

Den 65-årige mand er ham, som er anledning til, at omkring 12 FOA-organiserede sosu-assistenter, som i den seneste tid er kommet i hjemmet på skift, siden forrige torsdag har nægtet at gøre tjeneste i parrets hjem. De er utilfredse med, at han for nogle uger siden satte videokameraer op for at overvåge deres håndtering af hans hustru, som han mener er kritisabel og fejlfyldt.

Fagforeningen bakker sine medlemmer op og beskriver arbejdsmiljøet som "giftigt", mens Kolding Kommunes seniordirektør Annette Lund har fastslået, at kvinden har retskrav på at få hjælp, og at Kolding Kommune er af den opfattelse, at man ikke kan blande sig i, om borgere ønsker at videoovervåge deres egne hjem. Derfor forsøger kommunen indtil videre at løse problemet med vikarer fra private firmaer, mens man afventer Arbejdsrettens afgørelse tidligst i slutningen af juni.


Selvfølgelig er det utilfredsstillende, beklageligt og ærgerligt, at der sker det, som skete i mandags. Men det er vigtigt for mig, at hun ikke har ligget hjælpeløs.

Annette Lund, seniordirektør, Koldimg Kommune


Seniordirektør Annette Lund beklager, at "der har været mangler" i hjælpen til den 71-årige kvinde i mandags. Hun forklarer, at Kolding Kommune har booket et vikarbureau til at varetage plejen i hjemmet, mens konflikten løber, og det vikarbureau meldte mandag morgen afbud.

- Vi kan se, at der klokken syv har været et nødkald til vagtcentralen, som orienterer vores vagtsygeplejerske om, at kvinden har kramper. Så ved vi, at det er smertefuldt, men det er ikke en akut farlig situation. Vi forsøger at tage kontakt til kvinden og hendes ægtefælle, men ingen tager telefonen. Cirka klokken otte får vi fat i ægtefællen og forklarer, at vi er i gang med at finde en løsning, og ægtefællen siger, at han bliver hjemme, forklarer Annette Lund, som har fået oplyst, at den udsendte sygeplejerske var fremme ved 08.15-tiden.

Annonce

Dobbeltbooker

Seniordirektøren oplyser, at Kolding Kommune nu dobbeltbooker alle vagter i hjemmet hos vikarbureauer for en sikkerheds skyld, hvis der igen skulle komme aflysninger.

- Vi arbejder på højtryk for at afsøge alle muligheder, for selvfølgelig skal kvinden have hjælp, og selvfølgelig er det utilfredsstillende, beklageligt og ærgerligt, at der sker det, som skete i mandags.  Men det er vigtigt for mig, at hun ikke har ligget hjælpeløs, at vi har været i telefonkontakt, og at der var en sygeplejerske derude, siger Annette Lund.

Kan I ikke sende nogle af de mange andre kommunale hjemmehjælpere fra andre grupper og distrikter ud at hjælpe i hjemmet?

- Jo, det kan vi, men det vil skabe et dårligt arbejdsmiljø mellem FOA's hjemmehjælpere og vores ledere ude i grupperne, og det ønsker jeg ikke, siger Annette Lund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce