Annonce
Sydjylland

Kongehuset aflyser alle arrangementer i forbindelse med Genforeningen

Dronning Margrethe skulle have kørt karet langs den gamle grænse ved Kongeåen i forbindelse med 100-året for genforeningen. Det bliver ikke til noget i år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fejringen af Genforeningen i 2020 bliver uden kongehusets deltagelse. Den kongelige rundtur i Sønderjylland rykkes i stedet til 2021, mens andre genforenings-arrangementer udskydes til efteråret.

Opdateret klokken 10.10 med en melding fra Det Sønderjyske Præsidie.

Aflysning: Alle aktiviteter for dronningen og den royale familie i forbindelse med markeringen af 100-året for genforeningen af Danmark og Sønderjylland i juli aflyses.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Den oprindelige plan var, at dronningen og den royale familie fra 9. til 12. juli skulle have besøgt Sønderjylland ad den samme rute, som dronningens farfar, Christian den 10., havde fulgt 100 år tidligere. Det skulle blandt andet indebære en karettur ved den gamle grænse langs Kongeåen.

Mandag aften stod det klart, at alle festligheder såsom festivaler, byfester, markeder, ringridninger og lignende er forbudt indtil første september. Efter statsminister Mette Frederiksens (S) pressemøde mandag aften sagde Aabenraas borgmester, Thomas Andresen (V), der er formand for Det Sønderjyske Præsidium, til JydskeVestkysten, at han ville gå i dialog med hoffet om at rykke festlighederne. Af kongehusets pressemeddelse fremgår det, at borgmesteren og de tusindvis af andre danskere, der skulle have deltaget i genforeningsfesten, må vente et år på at fejre jubilæet i selskab med dronningen.

Det aflyste besøg vil nemlig i stedet blive gennemført med genforeningsdagen den 15. juni 2021 som omdrejningspunkt, lyder det i pressemeddelelsen.

Annonce

Fejring forlænges

I en pressemeddelelse oplyser Det Sønderjyske Præsidium, at den officielle markering af Genforeningen forlænges til november og udvides med et kompakt sommerprogram i 2021.

- Vi håber fortsat, at enkelte dele af det flotte program kan realiseres frem mod sommeren i takt med en gradvis lempelse af myndighedernes retningslinjer. Men vi må også erkende, at rigtig mange aktører vil skulle aflyse eller udsætte deres arrangementer. De har lagt masser af entusiasme i forberedelserne, og de første måneder af markeringen har vist, at danskerne i høj grad bakker op om jubilæet. Derfor har vi besluttet at udvide rammen for programmet, så aktørerne kan placere sig på et velegnet nyt tidspunkt i en koordineret kalender, udtaler præsidieformand Thomas Andresen.

En af de begivenheder, der allerede nu har lagt sig fast på sensommeren er Royal Run, som er flyttet fra den 1. juni til den 6. september. Også koncert- og foredragsrækker, Sigurds turné, Museum Sønderjyllands genforeningsbus, forsamlingshusteater og kunstudstillinger har planer om at genoptage aktiviteterne og forlænge dem ind i efteråret.

Ud af de mere end 1100 aktiviteter i det samlede program blev cirka 125 arrangementer frem mod påsken aflyst eller udsat. I den videre kalender frem mod juli er aktuelt cirka 300 aktiviteter meldt aflyst eller udsat, men flere aflysninger er på vej, fremgår det af pressemeddelelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce