Annonce
Udland

Konservative får 26 gange mere i donationer end Labour

Jonathan Hordle/Itv/Reuters
I den britiske valgkamps første uge modtog Det Konservative Parti 5,7 millioner pund i politiske donationer.

Det Konservative Parti modtog 5,7 millioner pund - knap 50 millioner kroner - i politiske donationer i den første uge af den britiske valgkamp.

Det oplyser landets valgkommission.

Dermed indtager den konservative premierminister Boris Johnsons parti en klar førsteplads på listen over politiske donationer.

Samtidig må det største oppositionsparti, Labour, tage til takke med et samlet antal donationer på 218.500 pund.

Beløbet er dog med forbehold for donationer på under 7500 pund, da de ikke er med i valgkommissionens opgørelse. Labour får traditionelt mange små donationer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det officielle beløb, som Labour har indsamlet, er kun fjerdehøjest blandt de britiske partier og omkring 26 gange mindre end de konservatives.

Liberaldemokraterne har modtaget det næsthøjeste beløb med 275.000 pund. Brexitpartiet har fået tredjeflest penge med 250.000 pund.

Labour mener, at valgkommissionens opgørelse viser, at Det Konservative Parti er i lommen på rige og magtfulde investorer.

- Mens Det Konservative Parti er i lommen på investorer med egeninteresser og de superrige, så er vi stolte af, at Labour får støtte fra hundredtusindvis af folk, der donerer, hvad de kan, for at bygge et mere retfærdigt samfund, siger Ian Lavery, der er formand i Labour.

Blandt de konservatives donorer er Lubov Tjernukhin, der er en tidligere russisk ministers hustru. Det oplyser valgkommissionen. Hun har doneret 200.000 pund til partiet. I alt har hun siden 2012 doneret 1,4 millioner pund.

Tjernukhins donationer har tidligere vakt opsigt.

Blandt andet da hun tidligere i år betalte 135.000 pund for at få lov til at spise middag med den daværende premierminister Theresa May og en række ministre. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Lysfestivalens nye, store satsning er blevet ødelagt af nattens stormvejr: - Det er ærgerligt for at sige det pænt

Annonce