Annonce
Varde

Konsulenter: Der kan spares op til seks millioner kroner om året på handicappede og sindslidende

Erik Buhl (V) tog ordet ved en velfærdsdemonstration i 2016 og sagde, at han mente, regeringen burde hjælpe kommunerne med flere penge. Det er samme budskab, han har i dag i forhold til det store behov for flere penge til handicappede og sindslidende. Arkivfoto: Christer Holte
En analyse fra et konsulentfirma, BDO, peger på, at Varde Kommune kan spare mellem to og seks millioner kroner om året. Borgmester erkender, at nogle vil opleve for eksempel mindre bostøtte.
Annonce

Varde Kommune: Lidt større enheder, lidt færre ansatte og mindre støtte til nogle handicappede og sindslidende. Sådan er nogle af hovedanbefalingerne i en rapport fra BDO, der er et konsulentfirma, der har kigget på kommunens hjælp til især handicappede og sindslidende.

Konsulenterne har foreslået kommunen at spare mellem to og seks millioner kroner om året. Udvalgsformand Tina Agergaard Hansen (DF) påpeger, at rapporten kun er et element i en større proces, der handler om at få styr på økonomien på området.

Men hvis man kigger på den her analyse isoleret: Hvor meget skal man forvente bliver til virkelighed?

- Det, synes jeg faktisk, er utroligt svært at udtale sig om. Det har ikke være politisk behandlet, svarer hun.

Det sker nu

  • På sit næste møde den 24. september behandler Udvalget for Social og Sundhed analysen fra BDO. Politikerne i udvalget skal blandt andet diskutere, hvor mange af anbefalingerne, som de vil føre ud i livet.
  • 3. oktober er der budgetforhandlingerne. Her skal et flertal i byrådet beslutte, hvor mange penge der er til området i de kommende år. Hvis økonomien er stram, så kan området blive pålagt yderligere besparelser for at få balance mellem budgettet og regnskabstallene - men det kan også være, at politikerne tildeler flere penge til området for at undgå det.
Annonce

Får konsekvenser

Borgmester Erik Buhl (V) hæfter sig ved, at to-seks millioner kroner er forholdsvis lidt i forhold til, at det er et område med over 300 ansatte. Det viser, at området blev drevet forholdsvis effektivt i forvejen, mener han. Analysen viser da også, at Varde Kommune bruger færre penge end den gennemsnitlige kommune, også hvis man tager højde for forskellige sociale og økonomiske forhold for borgerne i de forskellige kommuner.

Han påpeger også, at det er et område, hvor flere og flere har brug for hjælp, og derfor stiger budgettet også år for år, selvom kommunen "bruger pengene mere optimalt":

- Men det er klart, at hvis du oplever, at servicen er anderledes, fordi du får en time eller to mindre bostøtte, så er det jo en oplevelse for den enkelte, at man har mindre hjælp. Det er reelt, siger han, der mener, at der vil være "enkelte borgere", der vil opleve mindre hjælp end tidligere, når analysens resultater bliver omsat til politik.

Annonce

Brug for flere penge

I øjeblikket er der udsigt til, at der alene i 2019 bliver brugt cirka 14-15 millioner kroner mere end budgetteret på social- og handicapområdet. Der er flere årsager til det. Der er nogle enkeltsager i år, der har været meget dyre for kommunekassen, men det er ikke det eneste:

- Der har været en stigning i unge med psykisk sårbarhed, som har brug for en ekstra hånd til at håndtere hverdagen, siger Tina Agergaard Hansen om en af de andre forklaringer.

Med den store udfordring er en besparelse på to-seks millioner kroner om året, for at hjælpe en lidt slunken kommunekasse, men det er stadig ikke nok til, at budget- og regnskabstal hænger sammen. Den nemmeste løsning for lokalpolitikerne er, hvis kommunen får flere penge.

I skrivende stund er kommunerne og regeringen ikke blevet færdig med en aftale om kommunernes økonomi, men Tina Agergaard Hansen siger, at hun forventer, at regeringen vil leve op til sine løfter og give kommunerne nogle flere penge til velfærd. Borgmester Erik Buhl har samme håb. Om situationen, hvis det ikke sker, siger han:

- Så bliver det en diskussion, om vi skal spare flere penge der (på handicappede og sindslidende, red.), eller vi skal spare på andre områder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce