Annonce
Kultur

Stort kor vil optræde gratis i et år for at hjælpe forsamlingshuse: - Vi skal bare have en kop kaffe og måske et stykke mad

- Forsamlingshusene kan selv vælge. Det kan være alt fra kaffeeftermiddag til aften, hvor man inviterer til spis-sammen, og så kommer vi og underholder, siger korets formand Poul-Erik Hansen. Pressefoto: John H. Moelgaard
Frem til næste sommer vil det koldingensiske kor Solong tage rundt til forsamlingshuse og optræde gratis. Det sker for at komme de trængte forsamlingshuse til hjælp efter en lang og ufrivillige corona-nedlukning.

Kolding: Da coronakrisen tog fart, ramte det forsamlingshusene som en hammer. Det ene arrangement efter det andet blev aflyst, og selv om forsamlingshusene atter må åbne for fester og gæster, lider mange af dem med økonomiske lommesmerter.

For at komme de trængte forsamlingshuse til hjælp står den koldingensiske sanggruppe Solong klar med et tilbud til dem: Frem til den 1. juni næste år vil gruppen gerne komme og optræde gratis.

Tilbuddet gælder alle forsamlingshuse i hele Sydjylland og på Fyn.

Annonce

- Vi kan selvfølgelig ikke nå rundt til dem alle sammen, for korets medlemmer skal også have arbejdsliv og hverdagsliv til at hænge sammen. Men vi tager så mange, vi kan få plads til i vores kalender. Vi er tyve i gruppen, men så mange behøver vi ikke at være for at tage afsted. Hvis vi kan samle 14-15 stykker, kan vi sagtens tage ud og underholde, siger Poul-Erik Hansen, der er formand for sanggruppen.

Bare en øl og en mad

Koret oplevede selv at få en lang stribe arrangementer aflyst, da forsamlingshusene måtte gå i ufrivillig dvale. Nu håber de, at mange forsamlingshuse siger ja til at få besøg, for koret savner at komme ud at optræde.


Vi tilbyder en gratis sangaften, hvor vi giver den gas med sang, musik og godt humør. Det eneste, vi ønsker til gengæld, er en kop kaffe, måske et stykke kage og en øl eller en vand.

Poul-Erik Hansen, korleder


- Da vi ved, at flere forsamlingshuse har det svært økonomisk på grund af nedlukningen, har vi besluttet at give en hjælpende hånd. De har jo ikke andre indtægter, end når de lejer ud til et arrangement. Så vi tilbyder en gratis sangaften, hvor vi giver den gas med sang, musik og godt humør. Det eneste, vi ønsker til gengæld, er en kop kaffe, måske et stykke kage og en øl eller en vand, siger Poul-Erik Hansen.

Forsamlingshusenes bestyrelser kan selv vælge, om sangaftenen skal afvikles en mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag. Til gengæld disker Solong op med et repertoire, der spænder lige fra Alberte Vindings "Lyse nætter" til Beatles, Kim Larsen, Kandis, Bamses Venner og mange flere af de populære og velkendte kunstnere.

Annonce

Vigtige for kulturlivet

Hvorfor tager I sådan et initiativ?

- Forsamlingshusene gør det godt. De er en vigtig del af vores kulturliv, for det er der, vi samles og holder mange af vores fester. Vores initiativ er også en hjælp til musikbranchen, så vi har nogle steder at komme ud og spille. Det ville da være dejligt, hvis initiativet kan smitte, så andre orkestre får lyst til at gøre noget af det samme, siger korformanden.

Men hvis I skal optræde gratis i et år, går det så ikke ud over korets økonomi?

- Jo, det er rigtigt. Vi har ikke nogen stor indtægt og har da også udgifter til både udstyr og brændstof, så det er ikke noget, vi lever fedt af, men det er vi heller ikke baseret på. Til gengæld har vi fået nogle flotte donationer fra Kaj D. Fonden og Spar Nords lokale fond, så vi har fået opgraderet vores musikudstyr og højttalere i løbet af coronatiden, siger Poul-Erik Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg For abonnenter

Oceanliner i miniformat har sejlet 60 år mellem Esbjerg og Fanø: Nu sendes den lille motorfærge Sønderho på førtidspension

Annonce