Annonce
forside

Korsanger: Gospel er ikke bare for troende

Privatfoto

Med et medlem på 20 år og et andet medlem på 75 år er der en stor aldersspredning i koret Sound of Joy. 28-årige Pernille Aarup er én af dem.

Hver mandag aften bliver ugen for alvor sparket i gang for Pernille Aarup og 30 andre mennesker.

Den 28-årige haderslever har nemlig i lidt over to år været fast medlem af gospelkoret Sound of Joy, der siden 2011 har givet koncerter i og uden for Haderslev. Pernille er så glad for at synge, at hun for nylig også er blevet en del af Øsby Kirkes Kvindekor.

Begge kor ledes af Mikala Bang Jakobsen, der er organist i Øsby og Aarø Kirker.

Sound of Joy optager løbende nye medlemmer, og der er ikke en decideret optagelsesprøve, blot en kort stemmeprøve. Glæden ved musik er egentlig det største krav.

- Man må gerne være med, selvom man ikke kan synge det høje c, siger Pernille.

- Vi har høje ambitioner med koret, men der skal stadig være plads til alle.

Og glæden ved musik har Pernille i den grad.

- Korlivet er en livsstil for mig, og gennem sang kan man få mulighed for at udtrykke sine følelser på en anderledes måde, siger hun.

Pernille fortæller, at der ofte hersker en stereotyp opfattelse af gospelmusikken. Mange tror, at gospel bare er liv og glade dage, men det er også meget dybe tekster og følelser. Med et medlem på 20 år og et andet medlem på 75 år er der en stor aldersspredning i koret, og det er i følge Pernille med til at gøre det endnu mere interessant at komme til kor.

- Koret samler folk - både unge og gamle. Det er for alle.

Som korist og formand for korets bestyrelse er der ét bestemt spørgsmål, Pernille ofte får stillet:

- Skal man være kristen for at synge i Sound of Joy?

Og der svarer Pernille hurtigt nej. Det er bestemt ikke et krav.

- Det er ikke nødvendigvis Gud, man synger til. Det kan lige så godt være en bedstemor eller en god veninde, som musikken, ordene og kærligheden er rettet mod.

Koret øver på Haderslev Katedralskole, og hvis man gerne vil følge med i de daglige aktiviteter, kan koret findes på facebook. Det koster lidt at være medlem, men pengene bliver til gengæld brugt på workshops, og i foråret venter en workshop med Laura Kjærsgaard, som, udover at være et kendt ansigt fra gospelverdenen, har deltaget i X-factor. Derudover bliver pengene også brugt på at aflønne de musikere, der er med til at give koncerterne et ekstra skud energi. Torsdag d. 13. december kan alle interesserede få lov til at opleve Sound of Joy, når korets store julekoncert finder sted. Det er som sædvanlig på Månen, og dørene åbner kl. 19, mens koncerten starter kl. 19:30.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce