Annonce
Indland

Kræftens Bekæmpelse er bekymret over få screeninger under corona

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Hvis kvinder får mulighed for at blive screenet for livmoderhalskræft, skal de bruge den, lyder opfordringen.
Annonce

Screeninger kan være med til at opdage eventuel kræft så tidligt som muligt, så behandling stadig er muligt.

Derfor bekymrer det Kræftens Bekæmpelse, at der under coronakrisen er sket et fald i antallet af kvinder, der er blevet screenet for livmoderhalskræft.

- Det er sådan, at de her screeninger bidrager til, at man opdager en eventuel kræft så tidligt som muligt, og helbredelsesmulighederne hænger direkte sammen med, hvor tidligt det bliver opdaget.

- Så det er meget bekymrende, at vi har for få af de her resultater lige nu, siger Jesper Fisker, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge Sundhedsstyrelsen blev der fra årsskiftet og frem til starten af marts udført mellem 5000 og 5500 screeninger om ugen i hele landet.

Efter 9. marts og særligt fra ugen efter skete der dog et stort fald til et niveau på mellem 650 og 1500 prøver om ugen de næste uger.

Sundhedsstyrelsen tilskriver faldet en ændring i adfærd hos kvinder, der ikke mødte op til screeninger - enten fordi de måske var bekymrede for at bevæge sig ud, eller fordi de ikke ønskede at belaste sundhedsvæsenet under corona.

Direktøren fra Kræftens Bekæmpelse tror også, at det er hovedårsagerne til faldet, da de samme faktorer har spillet ind på andre sundhedsområder under coronakrisen.

- Men der er kun det at sige til det, at hvis man har symptomer på alvorlig sygdom i øvrigt, eller man har mulighed for at deltage i screening, så skal man gøre det.

- Opfordringen skal være, at man gør det, og at man så også benytter de muligheder, som vi håber, at myndighederne stiller til rådighed, siger Jesper Fisker.

Håbet er, at myndighederne gentager en model, der er blevet taget i brug på brystkræftområdet. Her har de, der ikke mødte op til screening, fået en ekstra mulighed ved at blive kaldt ind en ekstra gang.

- På den måde kan vi forhåbentlig få antallet af screeninger op igen, siger Jesper Fisker.

Rapporten fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af screeninger begyndte at stige igen i midten af april. I den næstsidste uge af april blev der udført 3400 screeninger.

Cirka 400 kvinder får hvert år konstateret kræft i livmorhalsen i Danmark.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse har screeninger været med til cirka at halvere antallet af konstaterede tilfælde de seneste 40 år.

/ritzau/

Link til rapport fra Sundhedsstyrelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Tidligere JydskeVestkysten-chef giver ledelsen en ordentlig kindhest: - I bør overveje at lukke avisen, inden det bliver pinligt

Annonce