RØMØ: En 26-årig tysk statsborger skal tilbringe de kommende fire uger bag danske tremmer.
Manden er netop blevet varetægtsfængslet frem til den 7. oktober.
Ifølge anklagemyndigheden skal han have begået et røveri i et sommerhus på Rømø. Desuden er han sigtet for at have begået et hærværk på kirkegården på Rømø samt et forudgående indbrud i et sommerhus.
Manden blev tirsdag formiddag anholdt, få timer efter at røveriet skulle have fundet sted i et hus på Elmegårdsvej på Rømø. Elmegårdsvej er en del af sommerhus-området Kromose.
I et grundlovsforhør onsdag i byretten i Sønderborg nægtede den 26-årige sig skyldig i røveri. Han afviste også, at han havde begået hærværk på den nærliggende kirkegård, hvor der var væltet en gravsten.
Til gengæld erkendte han, at han natten til tirsdag havde begået et indbrud i et sommerhus på Mantagevej, der ligeledes befinder sig i lokalområdet. Udbyttet ved indbruddet var ifølge sigtelsen af mindre værdi.
Røveriet
Røveriet fandt sted på Elmegårdsvej, hvor et ældre ægtepar opdagede den 26-årige mand uden for deres hus. Ægtemanden gik uden for, for at undersøge hvad der var sket, hvorefter den 26-årige begik vold mod den ældre mand, der kom lettere til skade og blev frarøvet et mindre pengebeløb.
Anklagefuldmægtig Pernille Laursen fra Syd- og Sønderjyllands Politi krævede i grundlovsforhøret, at den 26-årige skulle varetægtsfængslet i fire uger. Det skete blandt andet med henvisning til, at den sigtede ikke var bosiddende i Danmark. Selv om han altså nægtede sig skyldig i den belastende røveri-sigtelse, valgte den 26-årige efter samråd med sin forsvarer, advokat Marcus Rey, Sønderborg, ikke at kære afgørelsen.