Annonce
Kultur

Kræver millionbeløb af konkursbo: Teater-teknikere skubbet af scenen

Scenevirksomheden All Stage i Varde har stået bag opbygning af mange af Fredericia Teaters store forestilling. Tarzan-scenografien flyttede virksomhedens teknikere fra Fredericia til Aarhus til København og hjem igen. All Stage havde også gjort klar til repremieren på "Shu-bi-dua" på Fredericia Teater i ugerne op til, at teatret blev erklæret konkurs. Tilbage står All Stage med et kreditorkrav på 2,2 mio. kroner og skuffelse over ikke at få svar på et tilbud om at gå i samarbejde med kommunen i forhold til en eventuel rekonstruktion af teatret. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Virksomheden All Stage i Varde stod i mange år for Fredericia Teaters spektakulære sceneteknik ved de store forestillinger. All Stage havde lagt op til samarbejde med Fredericia Kommune, når teatret kan genstartes, men har intet hørt. Virksomheden har millioner til gode i boet og afventer afslutning og afgørelse om eventuelt ledelsesansvar.

Varde/Fredericia: En drøm om at gå i samarbejde med Fredericia Kommune og andre interessenter i det konkursramte Fredericia Teater er indtil videre skudt til hjørne for virksomheden All Stage i Varde. Men håbet er ikke slukket helt.

- Vi håber stadig, at vi kan blive en del af et eventuelt nyt teater. Vi har arbejdet sammen med Fredericia Teater gennem de seneste mere end 10 år, og vi kender teatret ud og ind. Vi har leveret sceneteknik til mange af de store forestillinger og har været med til at flytte forestillingerne rundt i landet, fortæller direktør Allan Bach Nielsen, All Stage ApS.

All Stage står efter konkursen med et krav på to millioner kroner for ubetalte regninger for store opgaver, der blev udført i månederne op til konkursen.

- Der var allerede i 2019 udsigt til et dårligt regnskab, var I ikke nervøse?

- Vi kunne godt konstatere, at der var en anstrengt økonomi i sommeren 2019, men vi hørte også et enigt byråd bakke op om teatret, så det havde vi stor tillid til. Vi havde jo arbejdet sammen med teatret i mange år. Vi havde travlt i efteråret med at gøre klar til "Klokkeren fra Notre Dame i Fredericia" og bygge "Tarzan" op i Aarhus og København. Vi skulle måske have krævet en sikkerhed for vores betaling, kan vi se nu, siger Allan Bach Nielsen.

Annonce

Tillid til ledelse

Men troen på, at teatrets ledelse og bestyrelse havde greb om det, var stor.

- Der blev lavet en spareplan, skåret ind til benet og ansat en økonomidirektør. Så vi troede på det, siger Allan Bach Nielsen, som derfor som mange andre var chokeret, da konkursmeldingen kom 16. marts.

Virksomheden var klar med et bud på den store mængde teknik og inventar, som stod tilbage, da teatret blev erklæret konkurs for snart to måneder siden.

- Vi ville gerne have købt det, men vi forsøgte også at foreslå Fredericia Kommune, at vi kunne gå i samarbejde, hvor vi stod for hele den tekniske del af et nyt teater, fordi vi kender det hele indefra. Men vi hørte ingenting, forklarer Allan Bach Nielsen.

Alle venter

All Stage afgav en indikation på den pris, det ville give for teatrets aktiver, men fremsendte også et forslag til kurator samt kommunen om en rekonstruktion af Fredericia Teater. Men Fredericia Kommune bød 4,5 mio. kroner og overtog dermed samtlige aktiver.

- Det er selvfølgelig bedre, end hvis det hele var blevet splittet ad, men vi synes stadig, at omstændighederne ved salget var lidt underlige. Vi taler sammen i branchen og med de andre kreditorer, og der er en følelse af, at det foregik hen over hovedet på os alle, siger Allan Bach Nielsen.

Fakta er, at Fredericia Kommune har købt og betalt den store mængde sceneteknik, kulisser, kostumer. Kommunen ejer også bygningen. Men hvad der videre skal ske, har politikerne ikke meldt ud.

- Flokken af trofaste leverandører havde håbet på, at kommunen kunne give en melding på, at de har et ønske om at drive teatret videre, og vi eventuelt kunne forblive samarbejdspartnere. Lige nu ved vi ingenting, og det samme gælder alle teatrets medarbejdere. Der er mange, som er flyttet til Fredericia, fordi de så en fremtid i teatret, men de står også på bar bund og ved ingenting, siger Allan Bach Nielsen.

Løsgænger Karsten Byrgesen har som den eneste i byrådet meldt klart ud, at han ser frem til, at teatret kan rekonstrueres under en eller anden form, når man er kommet om på den anden side af coronakrisen.

Shu-bi-dua var klar

Fire dage efter konkursen blev erklæret i marts, skulle Fredericia Teater have premiere på "Shu-bi-dua The Musical". All Stage havde bygget scenen op, og så sent som i sidste uge var de i Fredericia for at pille scene ned.

- Vi har ventet på en besked fra kommunen, for vi var indstillede på, at vi kunne lade scenen stå, så forestillingen kunne realiseres, lige så snart coronaen gav mulighed for det. De øvrige, der havde udstyr med i forestillingen, var også klar til at lade det stå. Men vi hører ingenting, så nu har vi pillet det fra hinanden. Det er lidt trist, for tænk sig, hvis vi kunne have genåbnet teatret med "Shu-bi-dua". Alt var jo parat, siger Allan Bach Nielsen.

Venter på kurator

Indtil videre holder All Stage vejret og afventer næste udmelding fra boets kurator. Både om der er udsigt til penge, og om der kan rejses ledelsesansvar.

All Stage er som alle andre underleverandører til underholdningsindustrien under pres af den aktuelle corona-situation, hvor sommerens mange opgaver på festivaler og byfester er sat på standby.

- Vi har sendt de fleste medarbejderne hjem med lønkompensation, og så venter vi på, hvornår der åbnes op, men udsigterne er svære. Vi har det store grej, så vi plejer at bygge op til arrangementer med over 5000 deltagere. Det har nok lange udsigter, frygter Allan Bach Nielsen, der har drevet All Stage i 20 år og har 18 ansatte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce