Annonce
Læserbrev

Krammeriet dør

Læserbrev: Dagligdagen bliver anderledes efter corona, siger vores statsminister. Det håber jeg sandeligt, når det gælder krammeriet. At kramme er blevet en del af danskernes hverdag, men mange finder faktisk ubehag ved denne nye velkomstceremoni. I Den Danske Ordbog betyder at kramme: "Lægge armene omkring nogen og knuse vedkommende ind til sig. Omfavne hjerteligt". Læg mærke til ordet hjerteligt. Hvordan kan man lægge hjertelige følelser i at møde et fremmed menneske, man slet ikke kender? På tv og blandt skabagtige kendisser bliver der rask væk delt ud af krammere. Det virker kunstigt og unaturligt. En ekspert i takt og tone giver ligefrem fire råd til at undgå et kram. "Vi krammer måske lidt for meget", siger forfatter og takt og tone-ekspert Gitte Hornshøj Horns. Krammeriet og kindkys er naturligt i Frankrig og i Italien. Det har eksisteret siden ruder konge var knægt. Forestil dig en gammel viking med stort skæg møde et kram. Han ville føle det som et angreb og straks trække sværdet. Med andre ord: Der har aldrig været en naturlig tradition i Danmark/Norden med alt det her krammeri, der er kommet helt ud af kontrol. Det hører familien til. Når Danmark lukker op efter corona, så håber jeg, det unaturlige krammeri er afgået ved døden. Det vil styrke det gode gamle danske håndtryk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce