Annonce
Danmark

Krisepsykolog: - Pas på det meningsfulde arbejde - det er farligt

De hjælper dem, der befinder sig i de største kriser, men de ender selv med at gå ned med flaget. Det har krisepsykolog Rikke Høgsted set masser af eksempler på. I en ny bog viser hun, hvordan man undgår at blive spist af sit meningsfulde job.

Job: Er der noget vigtigere end at passe en døende patient? At have et job, hvor man beskytter folk mod terror og andre forbrydelser? Eller i det hele taget et arbejde, hvor man hjælper mennesker i de mest håbløse af livets situationer?

Nej vel? Men det kan være farligt.

Krisepsykolog Rikke Høgsted har skrevet en bog til dem, der gør en forskel. Det kan være sygeplejersker, sagsbehandlere, ambulancereddere, socialpædagoger og en masse andre. Fælles for dem er, at deres arbejde er psykisk krævende, og at det risikerer at æde dem op, så de selv ender med at få et alvorligt knæk. Rikke Høgsted kalder dem superhjælpere og mener, at de befinder sig i en farlig balancegang mellem at blive alt for involverede og at blive hårdhudede og kyniske.

- Jeg har tit siddet over for den slags mennesker og set den smerte og fortvivlelse i deres blik, som man får af at se, høre og opleve det værste. Jeg kender den særlige udmattelse og træthed, det giver, siger Rikke Høgsted.

Annonce

Jeg har også været underinvolveret og tykhudet. Jeg har taget mig selv i at tænke om den ældre kræftsyge mand, der sad over for mig, ikke bare kunne tage sig sammen, nu hvor hans sygdom ikke havde spredt sig.

Rikke Høgsted, krisepsykolog og forfatter

Rikke Høgsted

Rikke Høgsted er krisepsykolog, forfatter og organisationskonsulent.Hun ar været konsulent i Røde Kors, rådgiver i Kræftens Bekæmpelse, militærpsykolog i Forsvaret, chefpsykolog i Falck Healthcare og udviklingschef i Region Hovedstadens Psykiatri.

Hun har skrevet en række fagbøger. Senest "Grundbog i belastningspsykologi".

Når hjernen kortslutter

Hun oplever, at det kan gå helt galt, hvis disse personer ikke får kigget lidt kritisk på deres arbejdsliv i tide:

- Når det går det helt galt, kan det ende med, at hele det kognitive og følelsesmæssige system bryder sammen. Det kan give psykiske lidelser som ptsd (posttraumatisk stresssyndrom, red.), og det kan føre til kronisk tab af arbejdsevnen, siger Rikke Høgsted.

Og ofte bunder det hele i, at det er svært at lægge den nødvendige afstand, når man bruger sig selv som arbejdsredskab.

- Jeg møder en masse dedikerede, stolte fagpersoner, som er virkelig glade for deres fag og ikke har lyst til at lave noget som helst andet. Deres arbejde giver mening, fordi de gør en forskel, og fordi de bruger sig selv som mennesker. Faren er, at de skal kunne rumme en meget stor mængde hjælpeløshed, frygt og afmagt. Ting, som udgør en meget lille procentdel af livet for et gennemsnitligt menneske, men som er en massiv del af hverdagen for disse fagpersoner, siger Rikke Høgsted.

En dag er bægeret fyldt

Folk, der deltager i krig, skærer barnelig ud af en smadret bil på motorvejen eller ser en kollega, der falder ned fra stilladset og dør, er selvfølgelig under kraftig følelsesmæssig påvirkning. Det er dem, Rikke Høgsted kalder første linje-hjælpere.

Men det er også hårdt at være i anden linje. Det er eksempelvis lægerne og sygeplejerskerne på hospitalet. Det kan være ansatte i de sociale myndigheder, i psykiatrien eller det kan være terapeuter, der møder folk, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen eller for vold og tortur.

- Man kan blive påvirket af meget voldsomme enkeltstående traumer, men man kan også blive påvirket af at have set og hørt for meget igennem for lang tid. Pludselig en dag er bægeret bare fyldt, siger Rikke Høgsted.

Hun har selv utallige gange været i både forreste linje og i anden linje. Hun har set lidelser og nød som konsulent i Røde Kors. Hun har oplevet menneskers bundløse sorg og tragedie som rådgiver i Kræftens Bekæmpelse. Hun har talt med de danske soldater, der har oplevet deres kammeraters død og lemlæstelse som militærpsykolog i Forsvaret. Og som krisepsykolog i Falck Healthcare har hun været den, der blev kaldt ud, når det for alvor brændte på.

Tyndhudet og tykhovedet

Hun kender til følelsen af at føle sig vigtig, og hun kender til de to største faldgruber:

- Jeg har både været overinvolveret og tyndhudet og grædt i samme øjeblik, klienterne forlod lokalet. Jeg har også været underinvolveret og tykhudet. Jeg har taget mig selv i at tænke, om den ældre kræftsyge mand, der sad over for mig, ikke bare kunne tage sig sammen, nu da hans sygdom ikke havde spredt sig, siger Rikke Høgsted.

Både at være for tyndhudet og for tykhudet er meget almindeligt, når man har en hjælpefunktion. Og begge dele kan være skamfuldt og ødelæggende, fortæller Rikke Høgsted.

Men det at kunne gøre en forskel lige der, hvor andre løber skrigende bort, er også vigtigt og givende. Og derfor et rigtig meningsfyldt arbejde.

Det var da også det, der trak, da Rikke Høgsted blev tiltrukket af den barske gren af psykologien.

- Krisepsykologi handler om at turde gå ind i kulsort mørke sammen med et menneske, som lige har fået kræft, har mistet en datter, eller er blevet truet voldsomt. Jeg fandt ud af, at når jeg gik med ind mørket, så kunne jeg se efter et stykke tid. Akkurat som det er med mørke i virkeligheden. Og jeg var god til det. Det var følelsen af at have et talent for at møde mennesker i krise. Når jeg gik ind i mørket sammen med nogen, så fandt jeg dem. Jeg kan ikke vække døde børn til live, og jeg kan ikke fjerne kræften. Men jeg kan møde folk der, hvor de føler sig fuldstændig alene.

Alene i mørket

Rikke Høgsted fandt nemlig ud af, at hun havde et talent for at møde mennesker i krise, så de rent faktisk fik det bedre.

- Fra egen erfaring ved jeg, at det blot er en periode, man skal igennem. Også det kan vi bære, siger hun og tilføjer grinende:

- Nogle gange lyder jeg som en præst.

Præst er Rikke Høgsted ikke, men hun har nu udgivet en grundbog i belastningspsykologi. En bog til folk, der bruger sig selv som hjælper og redningskrans for andre og oplever det som så vigtigt, at de kan glemme at passe på sig selv.

Eller som chefpsykolog Anders Korsgaard skriver det i bogens forord: "Jeg har ofte tænkt, at der i virkeligheden ikke er noget farligere end at have et meningsfyldt job. For det kan undskylde og begrunde mange kostbare fravalg i ens liv. For hvordan kan noget være vigtigere end for eksempel at passe en døende patient?".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Landmand står i gylle til halsen: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Esbjerg

Vinderprojekt for Museumspladsen møder modstand fra borgerlige byrådspartier

Annonce