Annonce
Sport

Kriseramte Fiorentina må undvære cheftræner i skæbnekamp

Massimo Pinca/Reuters
Vincenzo Montella har fået to spilledages karantæne efter at være blevet vist ud søndag mod Parma.

Det bliver uden cheftræner Vincenzo Montella på sidelinjen, når Fiorentina søndag møder Genoa i sidste spillerunde i den bedste italienske fodboldrække, Serie A.

Montella er tirsdag blevet tildelt to spilledages karantæne, efter at han blev vist ud i søndagens kamp mod Parma for at kritisere dommeren og efterfølgende slå til et reklamebanner, således at en person kom til skade.

Det skriver Reuters.

Christian Nørgaard og co. er derfor uden Montella i kampen, hvor Fiorentina skal forsøge at undgå nedrykning.

Efter fem nederlag i træk og 13 kampe uden sejre er klubben nemlig dumpet ned på tabellens 15.-plads.

Herfra har Fiorentina tre point ned til netop Genoa, der er det første hold under nedrykningsstregen. Begge hold har derfor en hel del på spil i søndagens kamp.

Fiorentina har sin skæbne i egne hænder, men kan i værste tilfælde rykke ned, hvis det bliver til et nederlag til Genoa, samtidig med at Udinese på 16.-pladsen får point, og Empoli på 17.-pladsen vinder.

Vincenzo Montella er i gang med sin anden omgang som cheftræner i Fiorentina, efter at han blev ansat 10. april. Tidligere stod han i spidsen for klubben fra 2012 til 2015.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce