Annonce
Sønderborg

Kristina tog titlen fra ringriderkongerne

Kristina Bonnichsen fra Holm på Nordals blev søndagskonge i Sønderborg. Foto: Claus Thorsted
Den 20-årige Kristina Bonnichsen fra Holm vandt for anden weekend i træk en kongetitel. Mangedobbelte ringriderkonger måtte se sig besejret.

Sønderborg: Den 20-årige Kristina Bonnichsen fra Holm på Nordals er kommet ind i en rigtig god stime.

I forrige weekend blev hun både ringriderkonge lørdag og søndag i Broager.

Søndag gentog hun triumfen i Sønderborg i skarp konkurrence med de rutinerede og garvede ryttere som Hans Nicolaisen, Dybbøl og Claus Hissel, Tumbøl, som blev henholdsvis kronprins og prins.

Med til allersidst var også Carina Jessen fra Frørup ved Christiansfeld og Torben Kaufmann fra Vollerup ved Bolderslev. Også to ryttere, som gennem de seneste år har vundet rigtig mange kongetitler, men de missede til sidst, hvor de skulle ramme den allermindste ring på kun fem millimeter.

Kristina Bonnichsen rider på en af de mindre heste. Nemlig Nordbagger-hesten Maggy. Hun er ikke meget for de store heste.

Kristina Bonnichsen er forholdsvis ny, når det drejer sig om kongetitler. De to kongetitler i Broager og nu en i Sønderborg er de første, hun har sikret sig.

- Jeg har siddet på en hest siden jeg var tre år, fortæller hun omgivet af rytterkammerater. Kristina Bonnichsen arbejder på Danfoss, men er på barsel i øjeblikket. Nu er det spændende, om hun kan gøre det ligeså godt i den kommende weekend i Gråsten.

Der var deltagelse af 411 ryttere ved søndagens konkurrence. Søndags ringridningen i 2018 havde deltagelse af 431 ryttere.

Fredag var der fine betingelserne for ryttere og det betød, at 38 ryttere tog alle 24 ringe.

Søndag var betingelserne tilsyneladende endnu bedre. Ikke færre end 46 ryttere tog alle ringe. Det er ikke så tit, at så mange ryttere tager alle ringene.

Annonce
Foto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.

Annonce