Annonce
Esbjerg

Kristine er tæt på at hive Anker ud af vuggestuen: - Det er usmageligt, at de trækker på de unge mennesker

Til august fylder Anker to år og skal samtidig starte i vuggestuen. Men fordi taksterne for vuggestuebørn stiger med 920 kroner til oktober, overvejer Kristine Plet at passe ham hjemme i stedet. Privatfoto
Taksterne for dagpleje- og vuggestuebørn på Fanø stiger markant fra oktober. Det resulterede i onsdags i en demonstration, hvor flere forældre udtrykte deres utilfredshed. Nu er Kristine Plet, mor til en dreng, meget tæt på at fravælge institutionerne på Fanø.
Annonce

Fanø: - Da vi læste det med takststigningerne, sagde min kæreste og jeg til hinanden: "Okay, er det nu, vi tager ham hjem?"

Kristine Plet, mor til Anker på et år, er på vippen til afmelde sit barns vuggestueplads på Fanø, efter et enigt byråd i sidste uge besluttede at hæve egenbetalingen for forældre med børn i dagplejen og vuggestuen.

- Jeg synes faktisk, at det er ret usmageligt, at de trækker på de unge mennesker. De har lokket så mange unge familier til Fanø blandt andet med de lave takster, siger Kristine Plet.

Det var planen, at Anker skulle starte i vuggestue til august, men på en deltidsordning, så Kristine kunne nøjes med et deltidsjob, der kunne betale for ordningen. Men nu er det blevet for dyrt.

- Hvis vi skal have ham passet nu, så kræver det faktisk, at jeg skal have et fuldtidsarbejde, og det er ikke den måde, jeg vil have barn på. Så derfor overvejer vi stærkt helt at droppe institutionerne på Fanø, siger Kristine Plet.

Annonce

Mere skade på forældrene

Kristine Plet er klar over, at kommunen skal træffe de svære beslutninger for at indhente det millionstore merforbrug, kommunen forventer at opbygge i løbet af 2020.

- Men når de mangler millioner, så dækker 150.000 kroner bare ikke meget i det store hele. Det er jo nærmest ingenting. Takststigningen gør mere skade på forældrenes privatøkonomi, end den retter op på kommunens, siger Kristine Plet.

Baggrund

  • På det seneste byrådsmøde den 15. juni fremsatte borgmester Sofie Valbjørn (Alt.) et ændringsforslag, der gik på, at taksterne for dagpleje- og vuggestuebørn blev sat op.
  • Gældende fra 1. oktober skal forældre med børn i dagplejen betale 3365 kroner pr. måned, mens forældre med vuggestuebørn skal af med 3680 kroner pr. måned.
  • Dette er en stigning på henholdsvis 605 og 920 kroner.
  • Takstforhøjelsen gælder året ud, og det forventes at give et provenu til kommunen på cirka 150.000 kroner i 2020 alene.
  • Takstforhøjelsen kommer i forbindelse med Fanø Kommunes hårdt ramte økonomi, der i 2020 alene forventes at opbygge et merforbrug på 7.552.000 kroner, hvis der ikke gribes ind nu.
  • Hele byrådet har stemt for takststigningen.

Selvom de kommende takster på Fanø vil være på niveau med andre kommuners, så føler Kristine Plet ikke, at det er værd at betale ekstra, når der ikke er udsigt til at få mere service for pengene.

- Taksterne bliver lige så høje som i mange andre kommuner, men børnene herovre får ikke økologisk mad, der er ingen bleer med i prisen, og der kommer heller ikke flere pædagoger til.

Kristine Plet fortæller også, at hun ikke er den store tilhænger af institutioner generelt, da hun føler, hun kan bidrage med mere til sit barn igennem hjemmepasning.

- Så vi har i forvejen gået med mange overvejelser om at holde ham hjemme og med takststigningerne, er der ikke langt til handling nu. Vi har i hvert fald ikke lyst til at være to forældre med fuldtidsjob.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Herrehåndbold For abonnenter

Thomas Mogensen farede vild på landevejen og mistede noget af sig selv

Annonce