Annonce
Trekantområdet

Kritik af redningsplan for vandmiljø - det går for langsomt

Adskillelse af regnvand fra det spildevand, der kommer fra vores huse, er et af hovedelementerne i den nye spildevandsplan. Formået er at undgå, at urenset spildevand løber ud i  fjorden ved voldsomme regnskyl. Illustration: Vejle Kommune
Kommunens nye spildevandshøring er sendt i høring - SF stemte imod og flere partier ønskede mere fart i udskiftningen af kloaknettet.
Annonce

Vejle: Vejle Fjord er ved at blive kvalt - men nu skal en ny plan forsøge at løsne det menneskelige kvælertag om fjorden og andre vandløb i kommunen.

Onsdag sendte Vejle Byråd en ny spildevandsplan i høring, og her har alle mulighed for at læse og kommentere den 119 sider lange plan.

Planen er nok et tjek hver - ikke mindst for grundejerne.

Som Vejle Amts Folkeblad kunne fortælle for en måned siden er adskillelse af spildevand fra regnvand det vigtigste element i planen.

Vejle Spildevand står for udskiftningen af selve hovedkloak-systemet i de udvalgte områder, men grundejerne skal selv betale udgiften på egen matrikel.

Planen strækker sig frem til 2028, men mange af kloakændringerne har endnu længere udsigt. Og det udløste kritik i byrådssalen- ikke mindst fra SF, der valgte at stemme nej til at sende planen i høring.

- Tempoet er for lavt, lød det fra ordfører Morten Kristensen, der tilføjede en række andre kritikpunkter - blandt andet, at udledningerne fra landbruget ikke er nævnt.

Annonce

Gode ord men for langsomt

Han stod ikke alene med sin kritik. Også den radikale Torben Elsig-Pedersen efterlyste større ambitioner og højere tempo:

- Der står de rigtige ord i planen. Men er det nok, at vi har en relativ ambitiøs plan, som Lars Schmidt udtrykte det. Vi har brug for at gå hurtigere frem, sagde Torben Elsig.

Hans bemærkning henviste til byrådskollegaen fra Venstre. Han er formand for Fjordgruppen, der arbejder for at forbedre tilstanden i Vejle Fjord. I sit indlæg kaldte Lars Schmidt ganske den nye plan for "relativ ambitiøs". Han kunne også godt ønske sig højere tempo, men som han sagde:

- Tilstanden i fjorden skyldes et helt århundredes udledninger. Det vil tage tid at genoplive lungekapaciteten.

Annonce

Staten holder øje

Partifællen Niels Clemmensen, der er formand for Vejle Spildevand, deler også utålmodigheden. Men ifølge formanden er der grænser for, hvor mange penge spildevandsselskabet har mulighed for at investere:

- Vi gør hvad vi kan, men det tager tid. Det projekt, der er sat i gang på Uhrhøj, er først gennemført om 15 år. Jeg har bedt min direktør om at komme med bud på, hvordan processen kan speedes op - men i sidste ende er der kun en til at betale regningen - nemlig de borgere, der trækker ud i toilettet, lød det fra Niels Clemmensen.

Socialdemokraten Søren Peschardt har mange års erfaring fra bestyrelsen i Vejle Spildevand. Han henledte opmærksomheden på det såkaldte Forsyningssekretariat, der holder øje med spildevandsselskabernes investeringer og opkrævning af afgifter hos borgerne:

- Vi er underlagt snærende bånd, men jeg håber, at staten på et tidspunkt løsner op, så vi kan gøre mere.


I sidste ende er der kun en til at betale regningen - nemlig de borgere, der trækker ud i toilettet.

Niels Clemmensen (V), formand for Vejle Spildevand


Formanden for teknisk udvalg, Gerda Haastrup Jørgensen (V), der har spildevandsområdet under sig, valgte at glæde sig  over, at der nu er en plan, der afløser det nuværende regelgrundlag baseret på spildevandsplaner fra de fem oprindelige kommuner, der i dag udgør Vejle Kommune. De gamle planer er siden 2007 suppleret med flere hundrede tillæg.

Spildevandsplanen er sendt i høring og kan findes på kommunens hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce