Annonce
Sport

Kroater sænker Skjern i ny Champions League-dukkert

Skjern Håndbold og Eivind Tangen havde det svært i søndagens kamp ude mod HC Zagreb. (Arkivfoto)

Skjern var længe godt med mod HC Zagreb i Champions League, men det endte med et dansk nederlag.

Skjerns håndboldherrer skal ud i et hundeslagsmål i de sidste tre spillerunder i Champions League for at gå videre fra gruppespillet.

Det står klart efter Skjerns nederlag på 29-32 ude til HC Zagreb søndag aften.

Skjern, som kun har fået et enkelt point i de syv seneste Champions League-kampe, er placeret på sidstepladsen med 6 point efter 11 kampe.

Derfor var der brug for at komme på pointtavlen, men sådan gik det ikke mod et stærkt kroatisk håndboldmandskab.

I første halvleg var Skjern dog med det meste af tiden, og fløjen Anders Eggert bragte tilmed udeholdet foran med 10-8 på et straffekast. Det skete efter fire Skjern-scoringer i træk.

Skjern-målmand Emil Nielsen stod i den fase af kampen glimrende.

Kort efter var Skjern også foran med 11-9, men den danske mesterklub mistede derefter føringen og var ved pausen bagud 14-15.

I anden halvleg virkede det som om, at kroaterne var i stand til at skrue op for tempoet, og Skjern havde svært ved at følge med.

Skjerns defensiv kom i store problemer over for et varieret kroatisk angrebsspil.

Målene haglede ind bag Björgvin Gustavsson, som i en periode havde erstattet Emil Nielsen, der også havde det svært i Skjern-målet.

HC Zagreb udnyttede, at Skjern ikke var skarpe nok i spillet syv mod seks, og derfor kunne kroaterne score i tomt net flere gange på hurtige kontraløb.

Det betød, at hjemmeholdet hele tiden var foran med et par mål eller tre. Især Ivan Srsen scorede nærmest efter behag.

Målmaskinen Zlatko Horvat løb ned og bragte kroaterne foran med 24-21 i et tomt bur.

Kort efter kom Skjern også bagud med 22-27, og det var svært at se en vej til point.

Spændingen forduftede da også langsomt til slut, så pointene, der skal forsøge at sikre Skjern videre adgang i turneringen, skal findes i de tre sidste kampe.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Annonce