Kroatien:  Elafiti-øerne med storslåede udsigter får dig helt ned i gear

Forskere er begyndt at interessere sig for, hvorfor vi bliver gladere og mentalt sundere af at opholde os både ved, på, i og under vand. Det er altså ikke længere et spørgsmål, om en ferie ved havet faktisk gør os godt, men hvorfor.

At videnskaben er nået dertil, er godt nyt for turistbranchen på Elafiti-øerne. Dermed får den et objektivt salgsargument for at tillokke gæster, som gerne vil bruge ferien på at lade op, mens de gearer ned. Topografien på de 13 bitte øer betyder nemlig, at du skal gøre krumspring for at undgå konfrontationen med den blændende udsigt over Adriaterhavet.

Vender du alligevel ryggen til havets blå herligheder, når du besøger den undseelige øgruppe, er der imidlertid også fuld valuta for de kuna, man betaler med i Kroatien. Nå, nej. Faktisk er glæden gratis, når scenariet skifter fra blåt, blåt hav til dybe grønne nuancer. Landskabet på øerne er sat sammen af vild natur og dyrket land, som, med eller uden videnskabens belæg, skulle vise sig at have samme gunstige effekt, da vi i efterårsferien besøgte øgruppen.

Det Kroatiske Turistbureau havde på forhånd oplyst os om, at øen, hvor vi boede - Šipan - menes at være den lokation i verden, hvor der gror flest oliven pr. indbygger. De skyggefulde olivenlunde sætter dermed et afgørende og malerisk præg på dalstrækningen, som gennemløber øen og forbinder dens eneste to byer, Suđurađ og Šipanska Luka.

I Suđurađ lægger færgen fra Dubrovnik til fire gange i døgnet, og turbåde læsser med jævne mellemrum et kuld nysgerrige turister af. Staklerne når måske lige akkurat at besigtige et par af byens 1600-tals-bygninger, som vidner om aristokraternes tidligere tiders besiddelse af ejendom på øen

Er turbådsturisterne heldige, ser de fiskerne tømme deres garn fra bådene i havnen. Ellers er der ikke andet at foretage sig end at nyde en kølig drink og et spil petanque på den offentligt tilgængelige grusløber.

Dermed bliver de snydt for den botaniske attraktion, som den fem kilometer lange gåtur over øen til Šipanska Luka udgør. Langs landevejen er oliventræerne sirligt organiseret som lunde på stenterrasser op ad de bratte bakkeformationer, som kendetegner alle Elafiti-øerne.

Mellem lundene ligger vinmarkerne spredt. Her en valnøddeplantage, og dér klynger af figentræer. Spredt imellem de øvrige træsorter står johannesbrødtræer, som er øens varemærke og store eksportvare.

Jævnt fordelt vokser tungt behængte granatæbletræer og træbuske med hele paletten af citrusfrugter. I køkkenhaver gror grøntsagerne frodigt, mens grøfter og gårdhaver prydes af et farverigt blomstervæld.

Er man svært til bens, kan man tage bussen over øen, leje en cykel eller snuppe taxaen (i bestemt ental). Ellers er gåturen i såvel sol- som måneskin et must do.

Var det af gastronomiske årsager, vi valgte at besøge Elafiti-øerne i efterårsferien, burde vi have researchet lidt bedre. Først ved ankomsten gik det op for os, at der på Šipan reelt kun var en enkelt restaurant, som ikke var lukket for sæsonen. Den ligger i Šipanska Luka og holder til gengæld åben hele året.

Restauranten viste sig som prikken over i’et efter gåturen fra Suđurađ. Råvarerne er lokalt dyrkede, og fisk bliver sammen med alt mulig andet godt fra Adriaterhavet nærmest trukket direkte op af vandet og smidt på den glødende trækulsgrill. Og som på praktisk talt alle andre af øernes restauranter indtager du måltidet blot få meter fra havet.

Ganske så friskt, som udbuddet af fisk opleves, lige så ensformige synes menukortene på øerne til gengæld at være. Dog på et afgørende punkt adskiller restauranterne sig i lokal, nidkær konkurrence: Hvem har den bedste olivenolie?

Godt nok bliver alle olierne presset i den kooperative mølle på Šipan. Men den produceres af forskellige bønder og under forskellige mærker, som stolt deklarerer, hvem af øens familier og i hvor mange slægter de har presset olien.

Resultatet? Det ellers kridhvide og karakteristisk sydeuropæiske kedelige brød glider ned som - nå ja - dyppet i olie.

Elafiti-øerne er så små, at man ikke for alvor risikerer at fare vild. Derfor er det fristende at dreje væk fra alfarvej. De fleste veje og stier er i øvrigt afmærkede. En af dem tager os op i 243 meters højde til øens højeste punkt, Izvidna. Her finder vi ruinerne af en fæstning, som vi går på opdagelse i.

Men lige over den er turens højdepunkt i form af et plateau med et par mobilmaster og - undskyld klichéen - en spektakulær udsigt over Adriaterhavet og de omkringliggende øer. En af den slags udsigter, som når den åbenbarer sig, giver et sug i maven og minder om, hvor storslået naturen kan være.

Mens det opleves dramatisk og bjergtagende at stå på toppen af øen, er vibrationerne helt anderledes og afslappende, når vi stiger ned til havoverfladens niveau igen. Forskningen i havets positive effekter på vores sind går da også i flere retninger. En af dem handler ikke kun om havets, men selve naturens evne i det hele taget til at indgyde os ærefrygt, oversat fra det engelske udtryk awe. Den følelse, vi fik på toppen, af blot at være en ydmyg brik i det store spil, skulle få mennesker til at blive mere generøse, lykkeligere og kreative.

En anden retning af blue mind-forskningen handler om, hvordan vores sansemæssige oplevelse af for eksempel lyden fra bølgernes rytmiske skvulp og den øgede lysmængde, havet giver, virker afstressende og får os ned i gear. Så skulle turen på toppen blive lige sindsoprivende nok, råder opholdet på øernes mange klippestrande bod på dette.