Annonce
Billund

KS Fugle og Frø i Filskov er blevet til en stor dyrehandel

Jens Jørgensen har bygget KS Fugle og Frø om til Dyrenes verden, hvor man også kan komme på besøg og se eksotiske dyr.

Filskov: Jens Jørgensen har overtaget KS Fugle og Frø i Filskov og er i fuld gang med at omdanne salget af fugle til en stor, blandet dyrehandel, hvor man også kan komme på besøg og se på eksotiske dyr. I bure og på græs kan man blandt andet møde små aber, kænguruer, Alpacaer samt mange forskellige og farvestrålende fugle.

En næsebjørn, som Jens Jørgensen har haft længe før, den kom i kategori "invasiv art" og blev forbudt, hører også til dyreholdet.

- Jeg har altid drømt om at have en zoo. Nu har jeg i stedet for en dyrehandel, hvor man også kan se dyrene leve livet, siger Jens Jørgensen, der er uddannet dyrepasser og aldrig har drømt om andet end at arbejde med dyr.

Han ejer også dyrehandlen Dyrenes verden i Tarm og er ved siden af ved at bygge den gamle skole på Klausholmvej 8 udenfor Filskov om til sådan et sted, hvor familier har lyst til at komme på besøg.

Annonce

Dyrenes verden

Jens Jørgensen, 36 år, har overtaget KS Fugle og Frø efter Kurt Strunk, der er gået på pension.

.

Han er i fuld gang med at bygge Klausholmvej 8, Filskov, om til Dyrenes verden, samme navn som hans dyrehandel i Tarm.

Han er uddannet dyrepasser i blandt andet Aalborg Zoo.

Dyrenes verden i Filskov er åben lørdag klokken 15-18. Her kan man finde det meste til sit kæledyr samt kigge på nogle af alle de dyr, Jens har.

Entré er 25 kroner, men det er gratis at kigge, hvis man handler i butikken.

Se mere på hjemmesiden www.dyrenes-verden.dk

Man kan også finde butikken på Facebook under navnet Ks-fugle og frø

Hjælp fra zoolog

Indtil videre er der kun åbent lørdag eftermiddag i Filskov, da Jens Jørgensen de andre dage har travlt med at passe dyrehandelen i Tarm. Privat bor han i Filskov sammen med sin kæreste Line, der giver en hånd med, når hun har fri. Derudover har han Kim Mølgaard fra Grindsted i praktik. Han er tidligere butikschef i Petworld og kommer med stor viden - især om fisk. Netop fisk, guldfisk, slørhaler og mange andre, er et nyt produkt i Filskov, hvor Jens Jørgensen lige har bygget nogle store bassiner, så man rigtigt kan se fiskene svømme rundt i stimer.

Jens Jørgensen har også haft hjælp af en zoolog, så det hele er indrettet efter forskrifterne.

- Nu er vi et af de steder, der har rigtig fine forhold til deres dyr, fastslår han.

Flere ansatte

Indtil videre klarer Jens Jørgensen, Line og "praktikanten" at passe alle dyrene selv. På sigt håber han dog at få råd til at ansætte flere.

- Vi bygger stedet op efterhånden, så vi selv kan følge med, siger Jens Jørgensen.

Han oplever allerede nu, at parkeringspladsen ud for Klausholmvej 8 ofte er for lille om lørdagen.

Små paryktamariner er nogle af de aber, man kan se i Dyrenes verden. Foto: Annette Bruun Jarl
- Kommer du?, lokker Jens Jørgensen, og det gør en af papegøjerne gerne. Jordnødder er guf. Foto: Annette Bruun Jarl
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce