Annonce
Debat

Kultur er det, der taler til os - og som vi taler om

I Danmark har vi en stolt tradition for den demokratiske samtale. Når denne kronik trykkes, er Folkemødet på Bornholm for længst afsluttet, og hvis alting går, som det plejer, så vil både de sociale medier og aviserne til overflod være fyldt med førstehåndsskildringer af festlighederne. Nogle vil mene, at det er en lukket fest for en elite bestående af københavnske kommunikationsfolk, mens andre vil hylde det folkelige opbud af mennesker, der iført rygsæk og fornuftige sko deltager i den offentlige samtale. Selv ligger jeg et eller andet sted midt imellem. Jeg tror vitterligt på den demokratiske samtales nødvendighed. Alligevel tror jeg på, at der findes andre veje til at danne det store fællesskab, der knytter bånd mellem mennesker og samfund. Èn af de mest farbare veje er kunsten - og dermed det kulturliv, der omkranser den.

De seneste ugers valgkamp har budt på en syndflod af debatter og samtaler. Et af de emner, der stort set ikke blev drøftet og i hvert fald aldrig ramte TV-fladen, var kultur. Selv deltog jeg i et par debatarrangementer, hvor vi blev enige om, hvor vigtig kunsten og kulturen var, og så skete der ikke rigtigt mere. Kultur er ikke valgkampstof. Kultur handler om alt det, der fyldes vores liv ud, når vi ikke arbejder eller sover. Kultur er noget andet end institutioner, uddannelser og hospitaler, der ellers har fyldt nok i valgkampen, og kunst kan kun få overskrifter i dagspressen, når nogle bliver forargede.

En af de debatter, jeg deltog i, startede med, at sangeren Pernille Rosendal bød op til fællessang, og på Charlottenborg i København lettede taget næsten den morgen, hvor vi sang ”Se nu stiger solen” og bagefter sad rødkindede og meningsfyldte tilbage. Det er fællessangen og ikke debatten, jeg husker. Det samme gjorde sig gældende under et debatarrangement tidligere på året på Arbejdermuseet, hvor skuespilleren Marie Dalsgaard fremførte nogle sange fra forestillingen Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater, og bagefter sad hele salen vandøjede og berørte og havde glemt alt om de samtaler, der også havde været på scenen. På min egen hjemmebane, Kunsten i Aalborg, har publikum de seneste måneder set på hundredvis af malerier fra Norden, alle malet omkring 1. og 2. verdenskrig, og dér mødt en forståelse for og forbundethed med historien, der bedst kan formidles via kunstens bjergtagende og non-verbale nærvær. Serien Chernobyl på HBO har lige nu allerstørste opmærksomhed hjemme hos mig. Den velspillede tv-serie er på én og samme tid excellent historieskrivning og et mønstereksempel på demokratiforståelse, fordi vi møder det gennem fiktionens betagende filter. Og endelig er min egen playliste lige nu erobret af Claus Hempler, der med sit nye album siger mig meget mere om det midaldrendes menneskes livskrise end alverdens debatter ville kunne mønstre.

Kunsten reflekterer livet i alle dets afkroge, og kulturen er en del af det samfund, den er vokset ud af. Kunst og kultur rummer uendelige potentialer for at gøre os til mere reflekterede samfundsborgere og bringe os ud i menneskelige erkendelser, der både ligger hinsides sproget og samtalens afsluttede kredsløb. Vi kan derfor godt leve med, at kunst og kultur måske ikke har haft højeste prioritet i valgkampen. Så længe den prioriteres politisk, når de hurtige debatter er slut. Hvis en ny regering vælger at prioritere børn og unges møde med kunst og kultur i både folkeskolen og uddannelsessystemet. Hvis de vælger at give de kunstneriske uddannelser en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Hvis dansk kunst bliver næret og gødet og respekteret i en grad, der kan gøre os endnu mere stolte og både samle og udfordre os som nation. Så tror jeg rent faktisk, at vi kan spare et par debatarrangementer væk og i stedet lade kunsten klare den sag. Sig gerne det staldtips videre til den nye kulturminister.

Annonce
Gitte Ørskou
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce