Annonce
Kultur

Kulturelt Samråd er klar med støtte til kulturarrangementer

Store korkoncerter er en af de typer arrangementer, der kan få støtte fra Kulturelt Samråd. PR-foto
Kulturelt Samråd har penge tilbage til næste uddeling i november - både til Genforeningsarrangementer og "almindelige" kulturarrangementer.

Vejen: Hvis man mangler et beskedent tilskud for at kunne gennemføre et kulturarrangement her i kommunen, så er det værd at undersøge, om Kulturelt Samråd i Vejen Kommune kunne gøre forskellen.

- I Kulturelt Samråd vil vi gerne give en hjælpende hånd til kulturelle foreninger og grupper, som måske mangler lidt i foreningskassen for at turde binde an med et kulturelt arrangement. Tit er det et mindre støttebeløb, der gør, at et arrangement bliver til noget. Vi vil rigtig gerne understøtte de lokale og frivillige tiltag og initiativer, som er med til at skabe gode kulturoplevelser for dem, der bor i området, fortæller Lone Houmann Holst, der er formand for Kulturelt Samråd i Vejen Kommune.

Som noget særligt i 2019 har Kulturelt Samråd øremærket midler til små arrangementer, der markerer 100-året for Genforeningen i 2020. Der er uddelt en del af midlerne, men der er stadig lidt tilbage.

- Vi vil gerne gøre vores for, at der bliver et bredt program af arrangementer, der markerer Genforeningen næste år, og vi håber derfor at få nogle ansøgninger ind til uddelingen i november, siger Lone Houmann Holst.

Der er ansøgningsfrist til Kulturelt Samråd den 1. november.

Annonce

Eksempler på hvad Kulturelt Samråd støtter

Litteraturstævne, sangaftener, foredrag, kirkekoncerter, teater, kunstudstillinger, kordage, vandreture, guidede, lokale busture med kulturelt indhold, støtte til bøger med lokal og kulturelt relevans, kreativ workshop.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce