Annonce
Livsstil

- Kulturoplevelser giver noget kulør på tilværelsen

Sebastian Richelsen. Foto: Pr-foto

Mig og kulturen: Sebastian Richelsen

Annonce

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- I en småbørnsfamilie som min kan tingene let gå hen og blive lidt rutineprægede. Her bidrager kulturoplevelser til at bryde ud af hverdagen og give noget kulør på tilværelsen. Det er enormt vigtigt for mig og min familie. På grund af coronakrisen har vi den seneste tid fokuseret mere på naturoplevelser, hvor man kan være alene, frem for kulturoplevelser. Men vi hungrer nu efter at komme ud og få de oplevelser igen. Det er familieoplevelserne som børneteater og danseforestillinger, vi savner. Mere personligt står restaurantbesøg uden børn nu også højt på ønskelisten. Jeg er generelt storforbruger af kultur, her tænkt i den brede forstand. Jeg har ofte musik, podcasts eller lydbøger i ørerne, når jeg er på farten. Og når jeg er hjemme, læser jeg, eller streamer. Jeg er næsten altid på jagt efter den gode historie eller en form for aha-oplevelse, og det er uanset, om jeg er på arbejde eller holder fri.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Jeg arbejder med krimi-genren, og man skulle derfor tro, at jeg ville holde fri for den genre, når jeg ikke var på arbejde. Men det er ikke tilfældet, for genren er også min hobby. I Danmark har vi et kuld at relativt nye power-krimiforfattere, som i mine øjne løfter niveauet herhjemme til internationale højder. Her tænker jeg på bannerførere som Anne Mette Hancock, Katrine Engberg samt makkerparret Janni Pedersen og Kim Faber. Jeg har netop læst Anne Mette Hancocks seneste bog, ”Pitbull”, som er en af den slags bøger, som man har svært ved at lægge fra sig. I en genre, som på nogle punkter er lidt udtrådt, er det imponerende, hvordan disse plot-smede formår at skabe uventede drejninger, som holder læseren fast.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Jeg har altid gået meget op i musik og har gennem mit liv kastet min kærlighed på flere forskellige musikgenrer. Det har været alt fra den minimalistiske elektroniske scene fra natklubben Berghain i Berlin over til den danske urbane scene med grupper som Malk de Koijn. Hvis jeg skal fremhæve et album, som har gjort et stort indtryk på mig, så er det duoen Ukendt Kunstners debutalbum, ”Neonlys”. På en måde var det en sammensmeltning af de genrer, jeg i forvejen holdt af, tilført en melankoli, jeg aldrig før eller siden har oplevet i musik.

Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Jeg genså for ikke så længe siden serien ”Twin Peaks”, som gør noget helt særligt ved mig. Min eneste anke mod krimigenren er, at den nogle gange kan tale til den laveste fællesnævner og levere decideret lavkulturelle hurtige kalorier. Med ”Twin Peaks” lykkes det at blande overtro, en god kriminalhistorie og kunst sammen i en mesterlig sammenblanding, der skaber en hybrid, jeg synes er enormt inspirerende. Min drøm er en dag at skabe noget, som giver folk det samme chok og den samme aha-oplevelse, som jeg fik første gang, jeg så ”Twin Peaks”.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- For et års tid siden var jeg på Copenhagen Contemporary på Refshaleøen, som er Københavns kunstcenter for installationskunst. Her købte jeg en knyttet næve lavet af kunstneren Louka Anargyros. Hånden er knyttet i solidaritet med flygtningebørnene, som dengang var placeret på udrejsecenter Sjælsmark. Ud over at kunstværket er flot, og jeg ofte kigger på det i mit hjem, så beundrer jeg kunstnere, som kan bruge deres platform til at gøre en forskel. For mig har kunst og kultur en vigtig magt i forhold til at kunne kaste lys på samfundets problemer.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Jeg drømmer om snart at komme ud og få en ekstraordinær god madoplevelse. Jeg ser gerne et restaurantbesøg som en kulturoplevelse, noget, der er hele aftenens omdrejningspunkt. Derfor drømmer jeg også om at prøve en helhedsoplevelse som for eksempel restauranten Alchemist. Det skulle jo være som at gå i teatret, på kunstmuseum og restaurant på samme tid.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- I to svage nostalgiske øjeblikke tog et par kammerater og jeg til koncerter for at se nogle af vores ungdomshelte. Vi så rapperen GZA fra Wu Tang Clan på Pumpehuset og 50 Cent i Royal Arena. Begge oplevelser bekræftede mig i, at jeg ikke skal forsøge at huske tilbage på min gode ungdom ved hjælp af livekoncerter. Begge artister var udbrændte og færdige. Det var tydeligt, at de var taget på tour for at vride de sidste penge ud af projektet.

Sebastian Richelsen

Født i 1982. Er oprindeligt uddannet inden for politiet og har 10 års erfaring fra Københavns Politi, hvor han brugte de fleste år som efterforsker.

Ved siden af politiarbejdet uddannede han sig til journalist, og i 2016 stoppede han i politiet.

Han har siden blandt andet været vært på Radio24syv-programmet ”Politiradio”, skrevet ”Krimiklummen” i Euroman og lavet podcasts.

Sebastian Richelsen er aktuel med bogen ”Amagermanden”.

Ole Münster

Født i 1955, cand.polit. fra 1980 og har i mere end 20 år været chef for flere store organisationer: Dyrenes Beskyttelse, Det Etiske Råd, Haveselskabet og Dansk Psykolog Forening.

Han er medstifter af FrivilligDanmark og har blandt andet været ansvarlig for at udføre konsulentopgaver for den daværende Kulturstyrelse, kommuner og biblioteker.

Han er forfatter til en lang række fagbøger om så forskellige emner som byøkologi, genteknologi, dyrevelfærd, ledelse af velgørende organisationer og om udvikling af de danske biblioteker.

Ole Münster er aktuel med bogen ”Gør dig klar til godt seniorliv”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Tønder tabte pusten efter pausen

Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce