Annonce
Livsstil

- Kulturoplevelser rykker ved mig som menneske

Tina Ibsen. Foto: Emil Hougaard/People'sPress

Mig og kulturen: Tina Ibsen

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Kulturoplevelser er en stor del af mit liv. Både privat og professionelt går meget af min tid med at planlægge eller opleve kultur. Kulturoplevelser bidrager til at rykke ved mig som menneske og min opfattelse af omverdenen. Jeg elsker at blive udfordret, og måske endnu mere elsker jeg at lære nye ting.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Jeg nød virkelig at læse ”Making History” af Stephen Fry. Historien er sjov og finurlig og skrevet i et fantastisk levende sprog. Præmissen ”Hvordan ville verden se ud, hvis Adolf Hitler aldrig blev født?” sætter samfundet i 1930’ernes Europa på spidsen, og den sætter tankerne i gang. Bogen var både underholdende og tankevækkende.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Til jazzfestivalen i København i 2017 så jeg bandet I Think You're Awesome i Kødbyens madmarked. Solen skinnede, og det var en af de første gode og varme sommerdage det år. Jeg tror, at det gav musikken (som også er super fed blot i sig selv) en ekstra dimension. Det kunne være fantastisk at hoppe i en tidsmaskine og opleve det igen.

Hvilken film, tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Jeg er ret vild med Netflix’ ”Black Mirror”. Hver gang vi har set et nyt afsnit derhjemme, bruger vi mindst lige så lang tid på at diskutere indholdet. Serien sætter mange af de teknologiske udviklinger, som vi oplever i dag, på spidsen, og det er enormt spændende at blive udfordret på sin etik.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Jeg har netop set udstillingen af Patricia Piccinini på Arken. Den oplevelse sad fast i et godt stykke tid bagefter. Blandingen af det kære, nuttede, velkendte, ukendte, groteske og forstyrrende rykkede ved et eller andet i mig. Men en oplevelse, som stadigvæk er med mig i dag, er et besøg i Port Arthur i Tasmanien, som var et af de steder, der engang husede fangelejre. Her kan man gå ind i en af isolationscellerne, hvor fangerne blev sendt hen, hvis de forstyrrede freden. På deres tilknyttede museum kan man følge rigtige menneskers historie fra før deres liv som fanger, gennem deres tid i Port Arthur og efterfølgende. Det var en meget effektfuld måde at formidle på.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Af ting, som jeg selv ejer, er det helt klart mit spisebord i køkkenet. Det er blevet designet og fremstillet af Mathias J. Overvad, og da vi så tegningerne, faldt vi pladask for hans organiske tilgang til brug af træ - bordbenene er noget helt særligt. Bordet er den perfekte blanding af praktik og æstetik.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Jeg kunne godt tænke mig at få mere tid til at deltage i nogle af alle de arrangementer og festivaler, der er i København, hvor jeg bor. Der foregår simpelthen så mange ting, og jeg vil meget gerne benytte mig af de mange spændende tilbud i højere grad.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- I Alice Springs i Australien besøgte jeg museet for ”The Flying Doctors”. Jeg har aldrig oplevet noget så dårligt. Besøget kostede omkring 50 danske kroner pr. person og bestod af en visning af en film, der var mere end 10 år gammel. Efter syv minutter blev vi så lukket ind i ”udstillingen”, som var nogle støvede dukker i placeret i et gammelt kontor. Og et par meget sørgelige skilte, der var ved at falde fra hinanden. Selvom jeg har haft mange kulturoplevelser, som ikke har været sindsoprivende, har jeg ikke haft nogen, som var lige så dårlige som denne. Vi var igennem på lidt over 10 minutter.

---

Fakta: Blå bog

Tina Ibsen (f. 1986) er uddannet astrofysiker fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, har undervist i fysik på DTU og forsket i rumvejr på DTU Space. Fra 2013 til 2019 var hun ansat på Tycho Brahe Planetarium som leder for videnskab og formidlingsafdelingen. Hun er i dag selvstændig videnskabsformidler og deler sin begejstring og viden om astronomi og rumfart gennem foredrag, podcasts, bøger og artikler. Tina Ibsen er aktuel med bogen ”Fortællingen om universet”, der blandt andet forklarer, hvordan universets tilblivelse og menneskets kosmiske oprindelse er forbundet. Du kan også høre hende i podcasten RumSnak, der handler om alt godt fra rummet.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Atomkraft, ja tak

Læserbrev: Har man set mage til narreri. Vores energiminister og co. står der i tv med stort smil og proklamerer, at jyderne vil blive ovenud glade for en erstatning på 5.000 kr pr. år skattefrit' for at få deres livsdrøm ødelagt. Sig mig engang tror den børnehave til Christianborgs politikere selv på, at alle andre som dem selv er dumme? jeg har da aldrig set noget mere naragtigt. Jeg synes, man skal se lidt syd for grænsen fra Medelby til Husum, her kan man ikke finde en kvadratkilometer hvor der ikke står en vindmølle, og hvor hustage er overplastret med solceller til el, Og hvad værre er så betaler den tyske stat for øjeblikket omkring 26 mio. euro til vindmølle- og solcelleejerne, fordi man ikke kan forbruge alt det strøm som produceres. Hvad med at bruge spekulatoren i stedet for at i panik prøve på at indfri valgløfter. Politikerne har også travlt med at ødelægge folks liv på vestkysten i almenvellets navn, nemlig at få lavet en 400 kw ledning, så elværkerne kan sælge strøm til England på de Danske forbrugers bekostning. Hvor længe skal vi finde os i denne form for legaliseret diktatur og løgnehistorier. Er det ikke snart på tide at vi slår bremserne i og ser på konsekvenserne af den hovedløse klimapolitik der føres? Alle de der i børnehaven (Christianborg) taler om børnenes tarv, en floskel som man er ved at være træt af. Den største miljøsynder er jo nok mobiltelefonen, og pc'er, og dem kommer der mange flere af. En teenager i dag kan vel ikke gå mere som 10 meter på en sms og kan åbenbart ikke gå uden at være på hele tiden. Hvad med at lære dem at omgås miljøet på en anstændig måde. Strøm skal vi altid bruge, og helt sikker er, at forbruget vil mindst blive fordoblet i fremtiden, men spørgsmålet er nok mere hvordan den skal fremstilles, og om vi er dygtige nok til at se de rigtige løsninger. Hvorfor forsker man ikke i atomkraft, som jo er den absolut reneste form for udvikling af både strøm og varme, hvad med at se det positive i atomkraft og få det udviklet, så det kan bruges uden at se bomber og krig alle steder. Krige er der nok af og de har altid været der, og hvis politikerne er så naive, at de tror de kan rede hele verden, så kan man kun være målløs, når man ser historisk på det har de danske politikere altid prøvet at behage de store lande, hvad med at stå på egne ben.

Aabenraa

Advarsel: Motorveje lukker

Annonce