Annonce
Tønder

Kulturskoleleder i ny nedlukning: Lad os nu få lidt fest igen

Kulturskoleleder Henrik Thaysen Dam savner eleverne - nogle af dem får i øjeblikket onlineundervisning. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Tønder Kulturskole er på ny corona-lukket, og man har igen taget onlineundervisning i brug. Leder Henrik Thaysen Dam savner eleverne.
Annonce

Tønder: Tønder Kulturskole er i øjeblikket et meget stille sted. Ingen toner, ingen pensler, der stryger over et lærred, ingen ballettrin.

Skolen er, som i foråret sidste år, nedlukket. Kulturskoleleder Henrik Thaysen Dam og souschef Jytte Sørensen er af og til nede og tjekke skolen igennem. For Henrik Thaysen Dam er det en surrealistisk oplevelse at være på skolen.

- Man sidder i sådan et kæmpe hus, og der er ingen mennesker - der er bare fuldstændig stille, fortæller Henrik Thaysen Dam.

- Jeg savner eleverne. Jeg savner liv, fastslår han.

- Lad os nu få lidt fest igen, lyder det fromme ønske fra lederen, der har brugt tid på at løse administrative opgaver.

Annonce

Plan A

Kulturskolen har 200 musikelever og 85 kulturholdselever, der dyrker ballet og billedkunst. Cirka 130 musikelever, der modtager soloundervisning, bliver i øjeblikket undervist online.

Henrik Thaysen Dam håber, nedlukningen snart er overstået, så de andre elever kan komme i gang, og som det ser ud nu, er kulturskolen klar til at forlænge sæsonen - som man også gjorde i foråret.

Det er plan A.

- Det er klart, jo længere vi bliver spillet til hjørne med det her, jo mere udfordret bliver den plan selvfølgelig, fortæller Henrik Thaysen Dam.

I foråret arrangerede kulturskolelærere forskellige ting for elever, der ikke kunne modtage onlineundervisning. Eksempelvis hentede nogle elever ler, som de så kunne arbejde med  derhjemme.

- Det er klart, hvis den her periode kommer til at gå mere, end det allerede er annonceret, så begynder lærerne også at gå i gang med det - de kan simpelthen ikke lade være, siger Henrik Thaysen Dam, der oplever elever og forældre, der tager nedlukningen pænt.

Annonce

Ramt på synlighed

Henrik Thaysen Dam ved ikke om den nye nedlukning, får konsekvenser for elevtallet.

- Den rammer på synligheden. Det er helt klart, siger han.

I løbet af coronakrisen er der også brugt ressourcer på arrangement-flytninger. Et større 2020-arrangement i kulturhuset er blevet flyttet flere gange - nu er det planlagt til maj.

En afholdelse kræver dog, at teaterstykket med et genforeningstema kan øves.

- Der vil jo ikke være noget bedre markedsføring i maj måned, end hvis vi kan få lov til at gennemføre vores forestilling i kulturhuset, siger Henrik Thaysen Dam.

Forestillingen, som er navngivet Kalejdoskop, er nu planlagt med generalprøve den 8. maj og premiere den 9. maj, inden forestillingen efter planen vises den 29. maj i Husum.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Tønder

- En mand der brænder for området

Annonce