Billund Kommune: Mange butiksruder ligger hen i mørke lige nu, og hoveddørene er låst. Men der er altså butikker, der stadig holder åbent - heriblandt Matas og blomsterbutikkerne.
- Vores butik er åben, men mange regner ikke med det, så de kigger meget forsigtigt ind ad døren og spørger, om de må komme ind, siger Anne Plagborg, der ejer blomsterbutikken Blume i Grindsted.
Hun har langt fra så travlt i butikken, som hun plejer at have. Til gengæld er der gang i onlinesalg og de sociale medier.
- Det er tydeligt at mærke, at folk sidder derhjemme og er klar, siger Anne Plagborg, der oplever, at markedet for specialiteter, vin og chokolade lige nu er meget dødt.
- Folk besøger ikke hinanden, og vil de give nogle noget, sender de blomster i stedet, siger Anne Plagborg, der hele tiden har øje for, at onlinebutikken skal passes - også selvom der er gang i den fysiske butik.
- Der skal også hele tiden følges op online og svares på beskeder.
Må godt bytte julegaver
Også Matas står lige nu midt i en anden virkelighed, selvom butikken holder åbent som vanligt.
- Vi sælger slet ikke det, vi plejer at sælge. Vi sælger make-up og parfume, men langt fra i det omfang, vi plejer. De, der kommer ind, går efter at få styrket deres immunforsvar. Man kan mærke, at folk er bange for at blive syge, siger butikschef Søs Moen, der oplever, at mange har søgt på nettet, før de kommer og ved, hvad de gerne vil have af vitaminpiller og kosttilskud.
Søs Moen, Matas, GrindstedMan kan godt mærke, at folk er bange for at blive syge. De vil gerne have styrket deres immunforsvar.
Selvom Matas ikke har haft lukket ned, har der ikke været ret mange og bytte julegaver.
Udsolgt af frisørsakse
- Mange har troet, at vi har haft lukket, så det er først ved at begynde nu. Folk har ikke troet, at de måtte bytte julegaver, men det er helt ok, og folk er flinke til at holde afstand. Vi prøver så vidt muligt også at undgå at tage imod kontanter, siger Søs Moen.
Dertil har hun også kunder, der har brug for hjælpemidler til kunstige negle, fordi negleteknikerne lige nu har lukket.
- Og rigtig mange spørger efter frisørsakse, så de selv kan klare klipningen derhjemme. De er totalt udsolgte lige nu, siger Søs Moen.