Annonce
Debat

Kunstens sprog skal ind i magtens korridorer, tak

Lone Belling

Tænk, hvis statsministeren inviterede kunstnere til at være med til at løse tidens største udfordringer. Tænk, hvis Lars Løkke forstod, at politikere har brug for vejledning fra andre end spindoktorer, når de skal lede og skabe rammer for et samfund, som vi kan være bekendt at give videre til næste generation. Den indsigt havde statsminister Viggo Kampmann, da han i 1960 i dagbladet Information ikke bare inviterede, men også forventede at kunstnerne deltog i samtalen om meningen med velfærdsstaten. Nogle af landets førende intellektuelle og kunstnere, som f.eks. Villy Sørensen, Henrik Stangerup og Klaus Rifbjerg hørte kaldet, og der opstod en med nutidsøjne enestående dialog mellem politikere og kunstnere.

I dag er den slags intellektuelle refleksioner over mening og formål nærmeste forstyrrende i magtens korridorer. Her gælder kun tal og taktiske overvejelser, som fremmer kortsigtede mål. Kunstnere skal holde sig til meningsfri underholdning, og de intellektuelle er de fleste politikere helst fri for. De kunne jo blive konfronteret med spørgsmål,der rækker ud over næste valgperiode og ind i fremtiden. Spørgsmål om hvordan vi skaber mere lighed, lykke, mening, retfærdighed og en bæredygtig fremtid. Ikke at kunstnere skal være bærere af bestemte holdninger, som politikerne skal følge, men der er brug for den kapacitet og det særlige perspektiv, som et liv i og med kunsten nedfælder i et menneske - ligesom der er brug for dem, som kan det der med økonomi. Problemet er bare, at det økonomiske perspektiv har overtrumfet alle andre tilgange og betragtes som en slags naturlov. For uanset om det handler om kunsten, dannelsen, naturen, folkesundheden eller omsorgen for hinanden så skal det kunne betale sig og begrundes ud fra økonomiens sprog. Det gør os ikke bare fattigere som mennesker, det truer også samfundets levedygtighed.

Desværre tror jeg ikke, at det bliver magtens mennesker, hvad enten de sidder i den politiske eller økonomiske sfære, som kommer til at tage initiativet. Derfor må kunstnerne selv på banen. De må lytte til kaldet og svare med deres talent for at sanse, opfange og fornemme tidens udfordringer - for ikke at sige kriser. For man skal da være ualmindelig tonedøv, hvis man ikke har opdaget, at menneskers adfærd har fatale konsekvenser for klima, udtømning af naturressourcer og arters forsvinden, samtidig med at demokratiske principper negligeres når det synes opportunt.

Som medborger forventer jeg ligesom Kampmann, at kunstnere træder ind i samtalen, fordi de taler et sprog, der kan åbne og berøre både hjerne, hjerte og sanselighed, og dermed vække os på andre måder end dem, der sætter tallene forrest. Og vi har i den grad brug for at blive vækket og forstå, at bæredygtighed ikke er en luksus, men en nødvendighed for fremtiden. Forstå og mærke, at vi ikke bare er forbundet via internet og global handel, men også på et dybere eksistentielt niveau, og at vores valg er med til at skabe andre menneskers livvilkår.

Den kunstneriske kapacitet skal derfor ind i den offentlige debat, men så sandelig også derude, hvor fremtidens borgere dannes og uddannes. Heldigvis spirer det rundt omkring, som når Kulturprinsen i Viborg netop har sat gang i et projekt i Region Midt, hvor unge musikere skal skrive Sange til Verden ud fra FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Sangene kommer ud som lydfiler, node og tekster til dagtilbud og skoler i hele regionen som inspiration til dans, teater, billedkunst, fortællinger og måske nye sange. Det hele skal så fremføres af børnene over to uger i juni 2019. Eller når Aakjærskolen i Skive sidste år samarbejdede med unge kunstnere, så eleverne i 8. klasse fik mulighed for at arbejde med deres viden om verdensmålene på legende og æstetiske måder - tilgange som de oplevede som anderledes vedkommende og berørende.

Det er det, kunsten og kunstnere kan: Berøre os - også i hjertet. Måske gør det ondt, måske kan vi med vores empati og etik pludselig mærke, at det menneske, som rammes af klimakatastrofer eller sult, ikke er mig ligegyldigt. Det er besværligt. For det kalder på medfølende handlinger, hvis vi skal kunne leve med vores hjerter - uanset om vi er politikere eller medborgere som du og jeg.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Debat For abonnenter

Kommentar: DF har sendt sig selv i ligegyldighedens hjørne

Annonce
Annonce
Annonce
Varde For abonnenter

Enlig mor søger julehjælp, og det skammer hun sig ikke over: Bare drengene kommer godt i vej

Esbjerg For abonnenter

Legendarisk værtshus til salg: - Folk vil blive triste, men måske skal det være guldsmed eller bolig

EfB

Dagens målmandshelt havde ondt af sine holdkammerater: Men jeg er klar til at stå igen, hvis træneren vil have det

Kultur

- Vi snakkede aldrig om det hos os: Pårørende og skuespillere besøgte grave inden gallapremieren på 'Hvidstengruppen II'

Eksperter giver kras kritik af Meta: 'Det er på tide at regulere dem'

Sydjylland For abonnenter

Biancas ’Bøvleøre’ skrev altid en godmorgen-besked: Den sidste sendte den 36-årige far til to, få minutter før han døde

Debat For abonnenter

Hvor blev tilliden til hinanden af – og hvordan får vi den igen?

Erhverv For abonnenter

150 håndværkere er i sving: Se billederne fra Viking Links gigantiske byggeri i Revsing

De første børn under 12 år har fået vaccinestik mod corona

Haderslev

Lokale fjernvarme-tilhængere slog til: Og så kom Marstrup også på kortet

Sydjylland For abonnenter

Sønderjysk kommune brugte millioner på ældreboliger, som ingen ville bo i: Nu skal 34-årige Jessie give de ældre lyst til at bo på landet

Vejen

Julefrokost i Medius med ny restriktion: Bierpong strengt forbudt

Annonce