Annonce
Debat

Kunstens sprog skal ind i magtens korridorer, tak

Lone Belling

Tænk, hvis statsministeren inviterede kunstnere til at være med til at løse tidens største udfordringer. Tænk, hvis Lars Løkke forstod, at politikere har brug for vejledning fra andre end spindoktorer, når de skal lede og skabe rammer for et samfund, som vi kan være bekendt at give videre til næste generation. Den indsigt havde statsminister Viggo Kampmann, da han i 1960 i dagbladet Information ikke bare inviterede, men også forventede at kunstnerne deltog i samtalen om meningen med velfærdsstaten. Nogle af landets førende intellektuelle og kunstnere, som f.eks. Villy Sørensen, Henrik Stangerup og Klaus Rifbjerg hørte kaldet, og der opstod en med nutidsøjne enestående dialog mellem politikere og kunstnere.

I dag er den slags intellektuelle refleksioner over mening og formål nærmeste forstyrrende i magtens korridorer. Her gælder kun tal og taktiske overvejelser, som fremmer kortsigtede mål. Kunstnere skal holde sig til meningsfri underholdning, og de intellektuelle er de fleste politikere helst fri for. De kunne jo blive konfronteret med spørgsmål,der rækker ud over næste valgperiode og ind i fremtiden. Spørgsmål om hvordan vi skaber mere lighed, lykke, mening, retfærdighed og en bæredygtig fremtid. Ikke at kunstnere skal være bærere af bestemte holdninger, som politikerne skal følge, men der er brug for den kapacitet og det særlige perspektiv, som et liv i og med kunsten nedfælder i et menneske - ligesom der er brug for dem, som kan det der med økonomi. Problemet er bare, at det økonomiske perspektiv har overtrumfet alle andre tilgange og betragtes som en slags naturlov. For uanset om det handler om kunsten, dannelsen, naturen, folkesundheden eller omsorgen for hinanden så skal det kunne betale sig og begrundes ud fra økonomiens sprog. Det gør os ikke bare fattigere som mennesker, det truer også samfundets levedygtighed.

Desværre tror jeg ikke, at det bliver magtens mennesker, hvad enten de sidder i den politiske eller økonomiske sfære, som kommer til at tage initiativet. Derfor må kunstnerne selv på banen. De må lytte til kaldet og svare med deres talent for at sanse, opfange og fornemme tidens udfordringer - for ikke at sige kriser. For man skal da være ualmindelig tonedøv, hvis man ikke har opdaget, at menneskers adfærd har fatale konsekvenser for klima, udtømning af naturressourcer og arters forsvinden, samtidig med at demokratiske principper negligeres når det synes opportunt.

Som medborger forventer jeg ligesom Kampmann, at kunstnere træder ind i samtalen, fordi de taler et sprog, der kan åbne og berøre både hjerne, hjerte og sanselighed, og dermed vække os på andre måder end dem, der sætter tallene forrest. Og vi har i den grad brug for at blive vækket og forstå, at bæredygtighed ikke er en luksus, men en nødvendighed for fremtiden. Forstå og mærke, at vi ikke bare er forbundet via internet og global handel, men også på et dybere eksistentielt niveau, og at vores valg er med til at skabe andre menneskers livvilkår.

Den kunstneriske kapacitet skal derfor ind i den offentlige debat, men så sandelig også derude, hvor fremtidens borgere dannes og uddannes. Heldigvis spirer det rundt omkring, som når Kulturprinsen i Viborg netop har sat gang i et projekt i Region Midt, hvor unge musikere skal skrive Sange til Verden ud fra FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Sangene kommer ud som lydfiler, node og tekster til dagtilbud og skoler i hele regionen som inspiration til dans, teater, billedkunst, fortællinger og måske nye sange. Det hele skal så fremføres af børnene over to uger i juni 2019. Eller når Aakjærskolen i Skive sidste år samarbejdede med unge kunstnere, så eleverne i 8. klasse fik mulighed for at arbejde med deres viden om verdensmålene på legende og æstetiske måder - tilgange som de oplevede som anderledes vedkommende og berørende.

Det er det, kunsten og kunstnere kan: Berøre os - også i hjertet. Måske gør det ondt, måske kan vi med vores empati og etik pludselig mærke, at det menneske, som rammes af klimakatastrofer eller sult, ikke er mig ligegyldigt. Det er besværligt. For det kalder på medfølende handlinger, hvis vi skal kunne leve med vores hjerter - uanset om vi er politikere eller medborgere som du og jeg.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Landmand står i gylle til halsen: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Sønderborg

Så du det?

Leder For abonnenter

Møde blev en skandale

Flere deltagere udvandrede i vrede, da cirka 35 advokater og ejendomsmæglere var mødt frem til et arrangement, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, ville orientere om de regler, der gælder for udenlandske EU-borgere, som ønsker at slå sig ned i deres egen bolig i Danmark. Den frustrerede reaktion er fuldt forståelig. SIRI’s direktør Kasper Højvang Kyed og kontorchef Inge Thomsen var med. Civilstyrelsen stillede med direktør Lene Volke Roesen. Og så blev der ellers talt sort. Men konklusionen blev, at for eksempel en tysker ikke kan købe et hus i Danmark og så få et EU-opholdsbevis med virkning fra overtagelsesdagen. I stedet skal huskøberen først tage ophold i en lejet bolig, søge opholdstilladelse og efterfølgende flytte ind i sin ejendom. Den fortolkning er helt urimelig. Helt vildt bliver det, når kontorchef Inge Thomsen antyder, at den stramme praksis skulle bunde i politisk uvilje mod, at for eksempel tyskere køber ejendom i Danmark for at bo her. Disse mennesker er altså fra vores egen kulturkreds. I flere tilfælde er der desuden tale om personer, der i forvejen taler dansk, fordi de enten tilhører det danske mindretal eller har forberedt sig vældig godt på det nye hjemland. Samtidig er der ofte tale om stærkt efterspurgt arbejdskraft. Her bliver der absolut ingen problemer med integrationen. Skulle danske politikere virkelig være modstandere af denne form for indvandring, bør de pågældende efter kontorchefens udmelding straks stå frem og forklare sig. Det bliver i så fald interessant at høre argumenterne. Nu var der lykkeligvis både ejendomsmæglere og jurister med til det skandaløse møde. De sidstnævnte bør undersøge, om SIRI’s praksis ikke er i strid med EU’s bestemmelser. I givet fald skal der anlægges en prøvesag. Den nuværende tilstand er helt uacceptabel. Mennesker med viljen og evnen til at gøre noget godt for Danmark og en kulturel baggrund som vores egen er naturligvis hjertelig velkomne – eller bør være det.

Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Esbjerg

Vinderprojekt for Museumspladsen møder modstand fra borgerlige byrådspartier

Annonce