Annonce
Livsstil

Kunstnerisk karriere med raketfart

Eva Joensen tog et stort spring i 2003, da hun stoppede som produktionsdirektør på en emballagefabrik og blev kunstmaler. Foto: Chresten Bergh

Eva Joensen begyndte at male i 2003 og har lært sig selv alt. I dag hænger hendes karakteristiske fabelvæsner på gallerier i ind- og udland - og på mange vægge i private hjem og virksomheder.

Når ens hund hedder Laika - opkaldt efter den sovjetrussiske hund, der 3. november 1957 i rumsonden Sputnik 2 blev det første levende væsen på rejse i rummet - har man en klar indikation af, at her går det hurtigt.

Og raketfart er ingen overdrivelse, når man skal beskrive den karriere, som kunstneren Eva Joensen i Kolding har oplevet, siden hun begyndte at male i 2003. Den selvlærte maler er i dag kunstner på fuld tid med en afsætning, så hun kan leve af det.

Hendes kunstneriske varemærke er fabelkunst - en blanding af naivisme og surrealisme. I malerierne optræder fabelvæsner som figuranter i fortællinger - ofte med udgangspunkt i virkelige eksistenser. Hun kan på bestilling male et komplekst værk i stort format, der med fabelvæsner som figuranter fortæller en hel families historie.

At denne psykologiske dimension er en del af hendes virke er ret forståeligt, for ved et voldsomt sporskifte i tilværelsen blev hun uddannet som psykoterapeut samtidigt med, at hun begyndte at male i 2003.

Det var i de første årtier i hendes tilværelse slet ikke den himmelbane, som Eva Joensens indre gps var logget ind på. Hun er født og opvokset i Kolding og læste til civiløkonom på Syddansk Universitet, inden hun fik job på emballagefabrikken i byen. Den har over årene haft en del navne, men hedder i dag Smurfit Kappa. Hun begyndte som elev og endte med at være fabrikschef for virksomhedens afdeling i Vejle.

Og så - nærmest fra den ene dag til den anden - blev beslutningen truffet: Hun stoppede med jobbet og begyndte at male. Børnene var små, så det passede fint at kunne være hjemme. Og fabeldyrene har fra begyndelsen været det faste element i hendes virke.

Da hun begyndte at male, syntes hun, at der i verden var så mange grimme ting, og hun mener, at mange malere på den tid holdt sig til kedelige, grå og jordbrune kulører. Eva Joensen er derimod til pangfarver, og hendes malerier, der oftest er i stort format, hamrer komplementære farver ud i hovedet på beskueren, så man ikke kan lade være med at kigge.

Ved nærmere eftersyn har figurerne ofte betydelige nuancer i udtrykket, så der fortælles mere end bare en visuel historie. Som hun siger: "Et maleri kan fortælle mere end 1000 ord".

I dagligstuen hænger som sofastykke et rektangulært maleri, hvor en gruppe fabelvæsner fortæller hendes egen families historie.

I alle malerier er der et eller andet sted tre prikker, som symboliserer tro, håb og kærlighed - og der indgår også altid et hjerte.

Kort efter begyndelsen på maleriet i 2003 foreslog en god ven, at hun skulle leje en stand på en kunstmesse i Vejle. Det gjorde hun, og salget var yderst tilfredsstillende: Der var andre, som satte pris på Eva Joensens kunst. I dag er hun repræsenteret på adskillige gallerier i ind- og udland - og så forskellige steder som det bredspektrede Strand-Galleriet i Vejers 200 meter fra Vesterhavet og Galleri Grothe i Charlottenlund, hvor et eksklusivt storbypublikum sætter kommerciel pris på hendes værker.

Hvis man vil frem i verden frem - også i kunstverdenen - er egenskaber som talent, dygtighed, markedsføringsgen og netværk nogle af de afgørende succesparametre. Et godt eksempel er, hvordan hun kom på væggene i Oslos største galleri i 2006: Eva Joensen spurgte en veninde, der havde boet i Oslo, om hun kunne komme i tanke om et godt galleri der. Veninden nævnte Galleri Pingvin, som er byens største. Det vidste Eva Joensen bare ikke, da hun skrev til det og sendte fotografier af billeder med.

Hun fik et venligt svar tilbage, hvor man i stringente termer gjorde klart, at sådan fungerer det ikke. Kan man male en Mona Lisa som da Vinci, er man en håndværker, men har man et eget udtryk, personlighed og originalitet, er man efter chefspingvinens udtryk en kunstner.

En kunstner skal dokumentere originalitet og fremvise et solidt cv, og det havde hun ikke, så hun regnede ikke med at høre mere fra galleriet. Men en måned senere blev hun inviteret til en samtale, hvor hun med egne ord "bare solgte igennem", og siden har Eva Joensens fabeldyr haft fast plads på Galleri Pingvin i Oslo. Og hun har lige haft en soloudstilling på galleriet.

Når fabelvæsner i den grad er en fast bestanddel i Eva Joensens malerier, hænger det sammen med en stor begejstring for fabler og eventyr. Hendes mormor fortalte mange eventyr, og fra sin barndom er hun vant til at få læst en godnathistorie hver aften.

Hun laver ofte bestillingsarbejder og større udsmykningsopgaver. Som hun selv udtrykker det, kan et privat hjem være indrettet i bo bedre-stil, og så rykker hun ind og tager en grundig snak med familien og fortæller dens historie i et kunstværk. På samme måde kan en virksomhed få fortalt sin historie i et maleri bestående af fabelelementer. Hendes formål med kunsten er at skabe glæde og kærlighed, siger hun.

Netværk er altid godt at have. Det har Eva Joensen profiteret af i Spanien, hvor hun til at begynde med kom en del i den andalusiske by Competa øst for Malaga. I byen kommer der en del danskere, men den er også blevet et centrum for kunstnere fra hele verden. Det giver en inspirerende stemning i byen, oplever hun. På torvet har hun for eksempel prøvet af møde en mand, der var i gang med at komponere en opera...

Feriebesøgene i byen udviklede sig til længere ophold, og hun er fast repræsenteret på et lokalt galleri. Det førte til opdagelse af folk fra det store Exellence Art Galleri i Marbella, der også har filial i New York.

Hun har også solgt til det danske rehabiliteringscenter Montebello i Benelmadena - en anden af solkystens berømte byer, og hun er medlem af Foro Europa 2001, der er et europæisk forum, hvor man optages for professionalisme inden for sit felt samt humanitær indstilling, og det har ført til deltagelse i internationale artsymposier i blandt andet Istanbul, hvor hendes billeder kan ses på et museum.

I spanske Competa har hun også haft en speciel opgave: At undervise 50 skolebørn i at male. "Mal en drøm" lød opgaven, og det kom der mange fortællinger ud af.

For nogle år siden modtog hun en guldmedalje fra Foro Europa 2001, som hun er stolt over, fordi den gives som udmærkelse til professionelle kunstnere med en humanitær indstilling.

- Det er da godt gjort, at man skal til Spanien for at få sådan en anerkendelse, konstaterer hun og tænker på de første år midt i 2000'erne, da hun blev buhet ud af mange danske gallerier, som hun løb på porten for at komme ind på.

I dag behøver hun ikke selv at være voldsomt opsøgende - sågar gallerier i New York har meldt sig, og hun oplever, at hendes temperamentsfulde og farvestærke billeder har appel til et bredt publikum. Og det, der måske umiddelbart blot ser ud som farvestrålende fabelvæsner i muntre attituder, rummer langt dybere fortællinger, fortæller hun.

Alle hendes malerier har en titel, der kan lede beskueren på sporet. Et i format mindre grafisk arbejde fortæller klart, at der er dybde i Eva Joensens kunst. Værket hedder "Licence to love" - en titel, der leder tanken hen på James Bond-filmen "Licence to kill". Hendes fabelvæsen er da også klædt i Bond-smoking. Motivisk rækker figurens ene hånd efter et hjerte, men kigger man nærmere på figurens øjne, er de djævelgule, og så kan man lige så logisk tolke scenen som et ondt menneske, hvor hånden er en fod, der træder på hjertet.

Men der er ingen tvivl om, at hos Eva Joensen vinder kærligheden - både til kunsten og som universelt begreb.

Annonce

Eva Joensen

"Civiløkonom, psykoterapeut, lærer, kunstner" står der på Eva Joensens brochure med eksempler på hendes kunst. Hun har udeladt danselærer, men det er hun faktisk også og har næsten en snes år haft egne hold.Hun er selvlært kunstner og begyndte først at male i 2003. I dag er hun i Danmark repræsenteret på Strand-Galleriet i Vejers, Galleri Grothe i Charlottenlund og Galleri Clifford i Daugård og i udlandet på Galleri Jorg i Kalmhoout i Belgien, Galleri Pingvin i Oslo, Exellence Art Gallery i Marbella i Spanien og et privat galleri i Competa i Spanien. Hun har udført udsmykningsopgaver på Lillebælt Hospital i Kolding og er medlem af kunstnersammenslutningen Foro Europa 2001 og har modtaget dens guldmedalje.

Hun tilbyder et ugekursus i andalusiske Competa, hvor man kan lade sig forkæle med mad, kultur, meditation, naturoplevelser og individuel coaching. Det kan man se mere om på www fabelkunst.com.

Eva Joensen er selvlært og har på mindre end ti år skabt sig et navn, så hun kan leve af sin kunst. Foto: Chresten Bergh
"Licence to love" hedder dette værk. Det kan både tolkes som en, der med hånden rækker ud efter hjertet, et symbol på kærligheden og en ond person, hvor det er en fod, der træder på kærligheden. Læg mærke til de tre prikker til venstre for figuren og på ærmet. De går igen i alle hendes værker og symboliserer tro, håb og kærlighed. Foto: Chresten Bergh
Eva Joensens penselkasse stammer fra Marokko. Hun købte den som gave til sin mor til mors dag. Moderen kunne ikke lide den, så Eva tog den med igen. Foto: Chresten Bergh
I baggrunden fire malerier, der hedder "City sex". Foto: Chresten Bergh
Ikke uventet prydes en af dagligstuens vægge hos Eva Joensen af maleriet "I love dancing". Hun er uddannet danselærer. Foto: Chresten Bergh
Over sofaen i dagligstuen hænger dette maleri, som undtagelsesvis er uden titel. Det er fabelvæsenfremstillingen af hendes egen families historie. Foto: Chresten Bergh
Udsnit af fire malerier, der har fællestitlen "City sex". Foto: Chresten Bergh
Eva Joensen laver også keramiske arbejder. Disse er udstillet i Galleri Clifford i Daugård. Privatfoto
Eva Joensen laver også keramiske arbejder. Disse er udstillet i Galleri Clifford i Daugård. Privatfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce