Annonce
Erhverv

Kvickly vendte minus til plus: Salg af vin og kød fik omsætningen til at hoppe opad

Varehuschef Henrik Christensen er fint tilfreds med årets resultat i Kvickly i Vejen. Arkivfoto:  Brian Lindholt
Varehuschef Henrik Christensen kalder resultatet på 723.858 kroner for ganske fint i et turbulent år præget af corona-pandemien.

Vejen: Efter et år med røde tal har Kvickly i Vejen igen tjent penge. Overskuddet i regnskabet for 2020 er opgjort til 726.858 kroner før skat.

- Forrige års underskud var efterveer af rådhusbyggeriet. At have en byggeplads som nærmeste nabo gjorde ikke noget godt for omsætningen. Nu er vi kommet godt ud på den anden side, fortæller varehuschef Henrik Christensen.

Det seneste år har været meget turbulent.

Annonce

- Året taget i betragtning, så er resultatet ganske fint. 2020 var også et år, hvor vi havde store afskrivninger på huset.

Ud af Kvicklys seneste fem regnskabsår er det nyeste regnskab det bedste, hvis man måler på resultatet før skat.

Lige da corona-pandemien lukkede landet ned første gang i marts, så det ikke for lyst ud, for kundernes indkøbsvaner ændrede sig.

- Dengang lagde kunderne lidt billigere varer i kurven, og i de første måneder af året gik omsætningen ned.

Af konkurrencehensyn oplyser varehuset ikke sine omsætningstal.

- Da vi kom hen på foråret, så vendte billede. Omsætningen voksede og lå mere end ti procent over tallene fra det foregående år. Set over hele året, så har vi nok solgt for 7-8 procent mere end året før, fortæller Henrik Christensen.

Onlinehandel voksede

Ligesom mange andre dagligvareforretninger fik Kvickly sidste år travlt med at sælge varer online.

- Det har helt klart også haft en positiv effekt for os, at grænserne har været lukket. Og når kunderne kommer herind for at købe øl, sodavand og vin, så ryger der også andre varer i indkøbsvognen.


Da vi kom hen på foråret, så vendte billede. Omsætningen voksede og lå mere end 10 procent over tallene fra det foregående år. Set over hele året, så har vi nok solgt for 7-8 procent mere end året før.

Henrik Christensen, varehuschef


Han er en af dem, der håber på, at der bliver indført pant på de  øl- og sodavand, som danskere køber syd for grænsen.

- Ud fra de erfaringer vi har gjort os, mens grænsen har været lukket, så tror jeg på, at det vil hjælp det danske marked rigtig meget.

Og det er ikke kun de billigste vine, der er blevet solgt det seneste år.

- Vi kan godt mærke, at kunderne har købt dyrere flasker og godt kød til selvforkælelse i de perioder, hvor  restauranterne har været lukket ned. Vi har også haft et højere salg af mel og andre ting, der bruges til at bage hjemme i køkkenet.

Har I planer om at søsætte nye tiltag i år?

- Lige nu har vi ikke de store planer, vi følger lige, hvordan tingene udvikler sig generelt i samfundet, svarer Henrik Christensen.

Kvickly i Vejen har knap 100 medarbejdere ansat. Hvis det omregnes til fuldtidsstillinger, så svarer det til 43 job. Det tal har ikke ændret sig det seneste år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce