Annonce
Sydjylland

Kvinde blev slået op mod 50 gange med en hammer: 72-årig mand varetægtsfængslet

En 72-årig mand er sigtet for drabsforsøg og er efter et grundlovsforhør ved retten i Esbjerg blevet varetægtsfængslet i fire uger. Arkivfoto: JV
En 72-årig mand fra Frederiksberg er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Sigtelsen lyder på drabsforsøg på en 63-årig kvinde natten til onsdag i Sønderho på Fanø. Kvinden blev tildelt adskillige slag i hovedet med en hammer.

Fanø: En 72-årig mand fra Frederiksberg forsøgte natten mellem tirsdag og onsdag at dræbe en 63-årig kvinde i Sønderho på Fanø.

Det er i hvert fald politiets opfattelse, og den sigtelse, der er rejst mod manden, der onsdag ved et grundlovsforhør ved retten i Esbjerg blev varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet fik onsdag klokken 01.54 anmeldelse om, at en 63-årig kvinde havde været udsat for vold, og da betjente ankom til stedet, blev den 72-årige mand anholdt og i første omgang sigtet for grov vold. Anholdelsen fandt sted klokken 02.21, Sigtelsen blev senere ændret til drabsforsøg.

Ifølge sigtelsen er den 63-årige kvinde blevet tildelt "op mod 50 slag i hovedet med en hammer med alvorlige læsioner til følge".

Den 63-årige kvinde blev efter voldsepisoden med helikopter fløjet til behandling for sine kvæstelser på Odense Universitetshospital, hvor hun ifølge politiet er blevet erklæret uden for livsfare.

Syd- og Sønderjyllands Politi spærrede efter episoden af på gerningsstedet i Sønderho af hensyn til efterforskningen og for at få mulighed for at foretage undersøgelser.

Annonce

Straffeloven

Overtrædelse af straffelovens paragraf 237, manddrab, har en strafferamme fra fem års fængsel til livstid.

Overtrædelse af straffelovens paragraf 244, vold, straffes med bøde eller fængsel i op til tre år.

Kilde: danskelove.dk

Erkender vold

Ved grundlovsforhøret begærede anklagemyndigheden lukkede døre med henvisning til den videre efterforskning af sagen.

- Der er stadig vidner, der mangler at blive afhørt, og de skal ikke have mulighed for at gøre sig bekendt med, hvad den sigtede i sagen har forklaret her ved grundlovforhøret, argumenterede senioranklager Anemarie Haahr.

Trods protester efterkom dommer Gitte Nymand Nielsen anmodningen og lukkede dørene til grundlovsforhøret.

Den 72-årige mands forsvarer Knud Sander oplyste ved grundlovsforhøret, at hans klient nægtede sig skyldig i drabsforsøg, men at han erkendte sig skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 244, den mildeste voldsparagraf. Han erkendte at have slået kvinden i hovedet med en hammer, men ikke "op mod 50 gange" og ikke med "alvorlige læsioner til følge".

Politiet ønskede onsdag ikke at oplyse de to personers relation til hinanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

Annonce