Annonce
Indland

Kvinde føler sig chikaneret af Rasmus Paludan gennem flere år

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Bwalya Sørensen, der anmeldte Rasmus Paludan for racisme, har fået overfaldsalarm og søgt om polititilhold.

Kvinden Bwalya Sørensen, som sidste år anmeldte Rasmus Paludan for racisme, har oplevet tiltagende chikane fra Stram Kurs-partilederen.

I søndags demonstrerede han ved hendes hjem. Nu har hun fået overfaldsalarm og søgt om polititilhold. Det skriver Berlingske.

Bwalya Sørensen er stifter af den danske gren af bevægelsen "Black Lives Matter".

Hun anmeldte sidste år Rasmus Paludan for racisme på grund af en video, der blev optaget foran hendes hjem i Albertslund.

Paludan blev 5. april dømt 14 dages betinget fængsel ved Retten i Glostrup for en nedsættende kommentar om sorte mennesker, hvor han også omtalte Bwalya Sørensen. Paludan har anket den dom.

Efter dommen havde Bwalya Sørensen håbet, at retssagen ville blive afslutningen på det, hun har oplevet som flere års chikane.

Stik mod hendes forventning oplevede Bwalya Sørensen, at chikanen eskalerede.

Samme dag, som dommen faldt, ringede Rasmus Paludan til hende og sagde, at han var journalist på mediet Frihedens Stemme.

Han oplyste, at Stram Kurs i den nærmeste fremtid ville demonstrere ved den vej i Albertslund, hvor Bwalya Sørensen bor.

Samme aften stod Paludan pludselig med et kamera foran Bwalya Sørensens hjem i Albertslund. Han optog en video, hvor han nævner Black Lives Matter og Bwalya Sørensen.

Hun følte sig ikke tryg ved at være hjemme og ringede derefter til politiet og har efterfølgende fået en overfaldsalarm. Desuden har hun søgt om et polititilhold, men venter stadig på en afgørelse.

Rasmus Paludan afviser, at han skulle chikanere Bwalya Sørensen. Han understreger over for Berlingske, at der har været tale om lovlige og anmeldte demonstrationer i Albertslund.

Partilederen forklarer, at han blev nødt til at ringe til Bwalya Sørensen efter retssagen, fordi han i en artikel på sit eget onlinemedie, Frihedens Stemme, ville nævne hende.

Rasmus Paludan siger desuden til Berlingske, at han er ligeglad med, at Bwalya Sørensen har opfattet hans adfærd som truende. Han synes, at "hun er et rablende vanvittigt" og "et meget ubehageligt menneske".

Paludan kalder det "rablende vanvittigt", at Bwalya Sørensen har fået en overfaldsalarm og mener, at det er spild af politiets ressourcer, at hun har anmodet om et tilhold.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce