Ribe: En morgen i juni måned sidste år gled Anja Schultz på en våd terrasse af træ ved P-nord i Ribe.
Terrassen er ejet af Esbjerg Kommune og indeholder blandt andet en stander med turistinformation ved indgangen til byen og byens arbejdspladser.
Mødet med terrassen denne morgen blev fatalt for Anja Schultz.
- Jeg fik både hjerneblødning, hjernerystelse og piskesmæld samt en diskusprolaps i nakken, fortæller hun.
Hun er ikke siden kommet tilbage på fuld tid på sin arbejdsplads i Ribe, men har fortsat svære mén af faldet og er i behandling. Hun har på sociale medier efterlyst andre, som også er faldet på træterrassen, men det har ikke givet noget brugbart resultat. Derfor dropper hun nu et muligt sagsanlæg mod Esbjerg Kommune.
- Det var min advokat, der anbefalede mig at finde flere, der havde oplevet det samme. Men det er ikke rigtig lykkedes, så jeg lader den ligge her. Det koster 7.000 kroner i startløn at sætte en advokat på, så det kan jeg så i stedet bruge på behandlinger mod mine mén, siger Anja Schultz.
Håbet var at gøre et erstatningsansvar gældende over for Esbjerg Kommune.
- Men Esbjerg Kommune har ikke hørt om andre end mig, selv om vi er tre på min arbejdsplads, som er faldet på terrassen, siger Anja Schultz.
Kunne være undgået
Nu vil hun blot advare andre.
- Den er lumsk og glat, og jeg forstår ikke, at Esbjerg Kommune ikke kan lægge hønsetråd på, som kommunen har gjort andre steder i byen. Man skal virkelig passe på, siger Anja Schultz.
Selv er hun klar over, at hendes sag kan fremstå som manglende accept af, at livet nogle gange indeholder ulykker, og at der ikke altid er nogen, som har et ansvar. Det fremgår også af kommentarerne til Anja Schultz' opslag på Facebook.
- Jeg synes, at det her er lidt noget andet. Hvis jeg ikke får ryddet mit fortov for sne og is, så kan jeg jo også risikere at få et erstatningsansvar for ikke at sikre fortovet mod at være glat. Kommunen sikrer også andre træ-belægninger med hønsetråd, så det her kunne være undgået, siger Anja Schultz.
Den dag, hvor hun faldt på terrassen, var den ikke synligt våd, og hun havde højhælede sko på.
- Jeg var klar over, at den kunne være glat, så jeg gik forsigtigt, men det virkede ikke som om, at der var noget vådt. Men det var der så alligevel. Det var bare ikke til at se, fortæller Anja Schultz.
Kommunen har en pligt til at føre tilsyn med offentlige arealer i kommunen, hvor der færdes mennesker, så borgerne ikke uforvarende kommer til skade. Det fortæller forsikringsekspert ved Forsikring & Pension, Anne Slothus.
- Kommunerne fører tilsyn, men kan naturligvis ikke være alle steder hele tiden. Det vil man også tage hensyn til ved en retslig tvist mellem en borger og en kommune. Men det vil altid være en meget konkret vurdering, fortæller Anna Slothus.
Domsafsigelse
Retspraksis på området siger meget præcist, at der på fortove og belægninger, som er under kommunens tilsyn, må være en niveauforskel på op til tre centimeter. Når det gælder huller i vejene, er målene ikke så præcise, men vil være en konkret vurdering. Glatte overflader skal bekæmpes, men det er ikke muligt at udelukke pletvis glatte områder.
Anne Slothus mener ikke, at forsikringsselskaberne vil afstå fra at udbetale erstatning til en kunde, selv om en ulykke er sket på grund af manglende overholdelse af tilsynspligten.
Ulykkesforsikringen udbetaler erstatning, hvis skadelidte får et varigt mén og skadelidte kan derefter selv rette krav mod kommunen.
Jurist i Esbjerg Kommune, Irina Larsen, har været ansat i godt seks år i kommunen.
- I den tid kender jeg kun til én sag, der endte med domsafsigelse. Og kommunen blev frikendt, siger Irina Larsen.
Det var en sag om dæksler til parasolhuller i belægningen i Kongensgade i Esbjerg. De stod åbne, og en borger falder over et af dem og kom til skade.
Også her blev der lagt til grund, at kommunen trods sin tilsynspligt, ikke kan være alle steder hele tiden.
Meget begrænset
Men der er altså ikke tale om, at borgerne lægger sager an i store mængder mod kommunen, når de kommer galt afsted på kommunens arealer.
- Nej, du kan godt sige, at det er meget begrænset, hvad der er af den slags sager. Men det er vel at mærke de sager, der ender i retten. Der kan være masser af underretninger om fejl og mangler, men de er ikke dem, jeg siger noget om her, siger Irina Larsen.
Irina Larsen kender også til den konkrete sag fra Ribe. Hun siger, at hun ikke mener, at sagen er afvist fra kommunens side. Heller ikke, at kommunen siger, at der kun findes én faldulykke på stedet.
- Det er klart, at det vil styrke sagen, hvis der er flere, som også er faldet på stedet. Så jeg kan kun opfordre til, at de melder sig, hvis de har haft lignende oplevelser, siger Irina Larsen.
Kommunen har flere gange siden været på besigtigelse på stedet ved P-nord, men det har ikke umiddelbart givet anledning til at ændre noget.
Siden Anja Schultz til JydskeVestkysten forklarede, at hun ikke vil gå videre med sagen, er hun efter redaktionens deadline dog begyndt at overveje, om hun alligevel skal føre sagen mod Esbjerg Kommune videre.