Annonce
112

Kvinde sigtes for underslæb: Svømmeklubbens kasse var tom

Sagen om underslæb i Svømmeklubben Plask er overgivet til anklagemyndigheden, men det er endnu for tidligt at sige, hvornår den 57-årige kvinde skal for retten. Nu skal der først udfærdiges et anklageskrift. Arkivfoto: Mads Nissen
Syd- og Sønderjyllands Politi har afsluttet efterforskningen af sagen om Tinglev-svømmeklubs forsvundne formue. 57-årig kvinde er sigtet for underslæb.

Tinglev: I den nu lukkede Tinglev-svømmeklub Plasks vedtægter står der, at formuen skal fordeles til andet ungdomsarbejde i byen.

Problemet var bare, at da de tre tilbageværende bestyrelsesmedlemmer i maj skulle til at fordele pengene, var der ingen.

Talsmand Hans Peter Hansen kunne fortælle, at pengene var forsvundet i løbet af de seks måneder, der var gået forud, hvor arbejdet i bestyrelsen havde ligget stort set stille.

- Vi har meldt sagen til politiet, og anmeldelsen lyder på bedrageri. Det er det, jeg kalder det. Om det så er underslæb, bedrageri eller tyveri, må politiet finde ud af, lød det dengang fra Hans Peter Hansen.

Annonce

Hvad er underslæb?

  • Underslæb er, når en person tilegner sig andres formuegenstande eller midler, som er i den pågældendes varetægt.
  • Forskellen på tyveri og underslæb er, at personer, der gør sig skyldige i underslæb, allerede har genstanden i sin varetægt. Som klassisk eksempel kan nævnes en kasserer, der tager penge af kassen. Kilde: hviidadvokater.dk

"Et større beløb"

Preben Westh, vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Områdecenter Syd, kunne i maj bekræfte, at der var modtaget en anmeldelse, og han kan nu fortælle, at sagen er færdigefterforsket.

- Vi har sigtet en kvinde på 57 år for underslæb for et større beløb, og sagen ligger nu til vurdering ved anklagemyndigheden med henblik på udfærdigelse af anklageskrift, oplyser han med en tilføjelse om, at "politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer".

Beløbet, den 57-årige kvinde er sigtet for, ønsker han ikke at oplyse, men det har været kendt, at svømmeklubben havde en sund økonomi, så der er tale om et sekscifret beløb.

Svømmeklubben Plask blev nedlagt i efteråret sidste år, da det ikke lykkedes at skaffe frivillige til at få gang i klubben igen, efter Tinglev Svømmehal havde været lukket et halvt år på grund af en omfattende renovering.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce