Annonce
Indland

Kvinde stak samlever ned: Dømt for vold med døden til følge

26-årig kvinde er dømt til anbringelse for at have stukket samlever i brystet med kniv, som han døde af.

En 26-årig kvinde skal anbringes på et psykiatrisk hospital på ubestemt tid, fordi hun i 2017 stak sin samlever i brystet med en kniv til en morgenfest i Nuuk, hvilket han efterfølgende døde af.

Det har Grønlands Landsret idømt kvinden onsdag. Det oplyser politiet i Grønland i en pressemeddelelse.

Knivstikkeriet fandt sted tidligt om morgenen 4. september 2017, hvor den 26-årige kvinde var til morgenfest med sin 39-årige samlever og en række andre i en lejlighed i Nuuk.

Til festen opstod der en konflikt mellem de to, hvilket førte til skænderier og tumult.

Hun hentede en kniv i køkkenet, og ude på lejlighedens altan stak hun ham en enkelt gang i brystet tæt på hjertet, hvorefter han døde af forblødning.

Hun forlod derefter lejligheden sammen med de øvrige gæster, men blev anholdt samme dag.

Den 26-årige er erklæret sindssyg og kan derfor ikke straffes ifølge straffeloven, men det er muligt at vælge anbringelse, og det gjorde retten som følge af kriminalitetens alvor.

Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for drab og anbringelse på et psykiatrisk hospital.

Forsvareren mente derimod, at der var tale om vold med døden til følge, og at hun skulle have en behandlingsdom.

Anklager Nanna Werther er tilfreds med, at kvinden skal anbringes.

- Jeg er tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at udfaldet af sagen skulle være en anbringelsesdom, uanset om retten bedømte hændelsen som drab eller vold med døden til følge, siger hun i en pressemeddelelse.

Dommen er en ændring fra dommen i Sermersooq Kredsret fra 10. december sidste år.

Den 26-årige skal anbringes på et psykiatrisk hospital i Danmark.

Hun har været anholdt siden september 2017 og har det meste af tiden været på en psykiatrisk afdeling.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce