Annonce
Indland

Kvinden med den tunge kuffert dropper ankesag i sidste øjeblik

Bedrageridømt, norsk kvinde opgiver at lade landsretten se på hendes sag. Byrettens dom står dermed ved magt.

Den 61-årige Marie Madeleine Steen - bedre kendt som "Kvinden med den tunge kuffert" fra podcasten af samme navn - har droppet at få sin dom for bedrageri på halvandet års fængsel behandlet i Østre Landsret.

Hun har valgt at frafalde sin anke, og anklagemyndigheden har i den forbindelse valgt at frafalde sin kontraanke. Det oplyser landsretten, som skulle have haft sagen for i denne uge.

Dermed er retssagen og de planlagte retsmøder tirsdag, onsdag og torsdag i denne uge aflyst.

Retten i Lyngby straffede kvinden med fængsel i et år og seks måneder for 22 bedragerier begået i Danmark i årene 2014-2018. Samtidig blev Marie Madeleine Steen udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år.

Dommen faldt i december, og straffen indeholder en betinget fængselsstraf fra Norge, der blev udløst ved den danske afgørelse.

Dommen er nemlig ikke den første mod kvinden, der har plettede straffeattester i både Danmark, Sverige og Norge.

I byretten sidste år lignede hun dog langtfra en vaneforbryder med sine røde læber, velfriserede sølvgrå hår og skinnende øreringe.

Men gennem tre årtier har den 61-årige nordmand rejst rundt i Skandinavien og bedraget et stort antal mennesker. Det har været en livsstil og en slags levevej.

Under retssagen i Lyngby fortalte en lang række vidner, hvordan de øjeblikkeligt fattede sympati med den nydelige kvinde, og at de aldrig blev mistænksomme, når hun fortalte sine løgne og bad om økonomisk hjælp.

- Fremgangsmåden i den her sag er exceptionelt grov. Alle ofre har troet, at hun var i akut nød. De har troet, at hendes søn var død, at hun selv var dødeligt syg, eller at hun var på flugt fra en voldelig mand, sagde anklager Nicky T. Petterson i sine afsluttende bemærkninger.

I dommen lægger Retten i Lyngby vægt på, at Marie Madeleine Steen har målrettet sine forbrydelser mod kirketjenere, præster og bedemænd - altså mennesker, som føler sig forpligtet til at hjælpe.

Ingen af ofrene er blevet snydt for store beløb. Samlet set er Marie Madeleine Steen således dømt for at have svindlet for under 40.000 kroner.

Den 61-årige nordmand blev for alvor kendt i den danske offentlighed, da podcasten "Kvinden med den tunge kuffert" blev udgivet i 2016 af producenten Third Ear.

Her fulgte man i hælene på kvinden og hendes spor af bedrag og svindel. Hun blev anholdt i sommeren 2018.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce