Annonce
Indland

Kvinder melder sig på krisecentre efter langvarig vold

Over halvdelen af kvinder på krisecentre har levet i et voldeligt forhold i mere end tre år, før de får hjælp.

Over 50 procent af kvinder på landets krisecentre ventede over tre år, før de søgte hjælp.

Sidste år blev 1687 kvinder indskrevet på et af landets kvindekrisecentre.

Nye tal fra Socialstyrelsen viser, at 59 procent af dem - svarende til 995 kvinder - levede i et psykisk, fysisk eller seksuelt voldeligt forhold i mere end tre år, før de blev indskrevet på et krisecenter.

Samtidig ventede 13 procent af kvinderne i mere end 10 år.

Ifølge Lisbeth Jessen, der er direktør for organisationen Danner, som driver et kvindekrisecenter, har det alvorlige konsekvenser for individet og samfundet at leve længe i et voldeligt forhold.

- Det tænker vi, er meget bekymrende. Fordi vi ved, hvor store konsekvenser det har at leve med vold. Jo længere jo værre, kan man sige - både for den enkelte kvinde og for de eventuelle børn, der er i familierne, siger hun.

Kun en brøkdel af voldsramte kvinder i Danmark får plads på et krisecenter. Men af dem, der gør, har halvdelen udviklet PTSD, når de ankommer til et center. Andre får skadevirkninger såsom depression.

Og ligesom volden forværres, jo længere tid man lever i det, så gør skadevirkningerne det også, fortæller Lisbeth Jessen.

Derfor mener hun, at samfundet må tage ansvar for at nå ud til kvinderne langt tidligere:

- Nogle af de redskaber, vi vil foreslå, er, at man uddanner de fagprofessionelle, der møder de udsatte og børn. Det kan være pædagoger, skolelærere eller andre.

- På den måde kan man genkende volden og få nogle gode screeningsværktøjer til at identificere volden meget tidligere og henvise til noget hjælp, siger direktør Lisbeth Jessen fra Danner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce