Annonce
Aabenraa

Kvinder skærmede kvæstet mand for katastrofeturister: Vis nu respekt!

Malene Madsen og Cassandra Feddersen forstår ikke, hvorfor folk er så nysgerrige, når der er sket en ulykke. De håber, at de med deres opråb kan få folk til at tænke sig om. Foto: Claus Thorsted

Onsdag følte to SOSU-assistentelever sig nødsaget til at skærme for nysgerrige blikke med et tæppe, mens en mand blev behandlet efter en trafikulykke. Det burde ikke være nødvendigt, mener de og appellerer til, at folk viser respekt. Samme budskab kommer fra ambulancechef i Ambulance Syd.

Aabenraa: Vis nu respekt.

Sådan lyder budskabet fra 24-årige Cassandra Feddersen og 20-årige Malene Madsen, som begge går på Social-og Sundhedsskolen i Aabenraa, hvor de er ved at uddanne sig til SOSU-assistenter.

Onsdag formiddag var de vidne til en episode ved havnen i Aabenraa, som har rystet dem. I krydset ved Møllemærsk og Søndre Havnevej fik en mandlig bilist et ildebefindende og kørte galt ved Reese Marins tidligere udstillingsplads. Mandens tilstand krævede behandling fra ambulancefolk, og i første omgang foregik den lige der på græsplænen, inden han blev hastet med ambulance til Odense.

Mens behandlingen stadig stod på, kørte de to kvinder tilfældigvis forbi, fordi de ville ned og gå en tur på stranden. Selvom ulykken i sig selv var et rystende syn, var det mere menneskene omkring ulykkesstedet - og deres opførsel - som stadig sidder i kroppen hos de to kvinder.

- Vi så en mand parkere sin varevogn lige ved siden af og gå direkte hen og glo, mens bilisten blev behandlet. Vi kunne tydeligt se, at det var alvorligt, og den kvindelige redder var frustrereret og viftede ham væk, husker Cassandra Feddersen.

- Men han bakkede bare lige så stille, mens han blev ved med at glo, supplerer Malene Madsen.

Annonce

Sigtet for at filme

I forbindelse med en voldsom trafikulykke i marts, hvor to mænd fra Uge ved Tinglev blev dræbt, blev en 36-årig mand sigtet for at have taget billeder fra ulykken og efterfølgende lagt dem ud på de sociale medier. Politiet sigtede vedkommende for overtrædelse af en paragraf i straffeloven om videregivelse af billeder af personer under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis billedet vedrører en afdød person.

Det var en rystende episode for de to kvinder, men det hjalp at få den talt igennem bagefter. Foto: Claus Thorsted

Tænk hvis det var mig

Det kunne ikke være rigtigt, mente de to. Derfor greb de et tæppe fra Cassandra Feddersens bil og gik hen for at skærme, så folk ikke kunne kigge forbi.

- Det var jo tæt på et trafikeret kryds, og hvis det var mig selv, ville jeg da ikke have, hvis folk stod og gloede, mens jeg lå der helt blottet, siger Cassandra Feddersen.

Imens de stod der, oplevede de, hvordan forbipasserende lastbilchauffører var ved at dreje nakken af led for at få et glimt af ulykken, cyklister der stoppede op, og bilister der filmede med deres mobiltelefoner.

- Jeg bliver bare så arrig. Hvis det var mig, der lå der med alle mulige instrumenter på kroppen, så ville jeg godt nok blive ked af det. Og tænk, hvis mine forældre så det på Facebook, inden de var blevet underrettet, fordi nogen havde lagt billeder op, siger Cassandra Feddersen.

Tilbage til de to kvinders opråb:

- Giv nu plads, og vis respekt, også for dem, der er på arbejde. Det handler om sekunder og minutter, og så er det ikke rart at blive afbrudt hele tiden, siger Malene Madsen.

Man skylder respekt

Det er et budskab, ambulancechef i Ambulance Syd, René Sigvartsen, kan bakke op om.

- Den slags er desværre ikke blevet et mindre problem igennem årene, og det skyldes jo nok, at alle i dag har en mobiltelefon med et kamera. Derfor vil vi også opfordre til, at folk viser respekt for skadesstedet og ikke står og glor, hvis man alligevel ikke kan hjælpe med noget. Det skylder man den pågældende, som er ramt af hændelsen, men også de pårørende og redningsmandskabet, som er indblandet, siger ambulancechefen.

Han roser de to kvinder for deres handling onsdag formiddag.

- Vi kan selvfølgelig være ude for, at nogen, der gerne vil gøre en god gerning, kommer for tæt på og oplever nogle skrækkelige scener. Så det er altid en afvejning. Men i det pågældende tilfælde har det helt klart været en hjælp, siger René Sigvartsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce