90 Jens Peter Svendsen, også kendt som Låsby-Svendsen, fylder 90 år fredag 6. december.
Han er oprindelig fra landsbyen Østrup i Himmerland, hvor han som 14-årig kom i lære som kommis i brugsforeningen. Tilnavnet Låsby fik han, da han syv år senere købte en mark ved østjyske Låsby. Her åbnede han brugtvognshandel og tog dermed hul på det, der blev til en karriere indenfor blandet landhandel, som også omfattede handel med såvel heste som ejendomme.
Netop ejendomshandlerne har gjort ham omstridt. Han har gennem årene investeret i faldefærdige ejendomme, som han efterfølgende har lejet ud. Ofte har hans lejere været økonomisk dårligt stillede, ligesom han også flere gange har lagt hus til bordeller.
Bag sig har han konkurser, skattegæld i mange millioner-størrelsen samt domme for bedrageri, trusler og overtrædelse af fyrværkeriloven.