Vorbasse: Da Vorbasse Markeds hesteplads traditionen tro summede af liv tidligt torsdag morgen, var Jens Peter Svendsen, bedre kendt som Låsby-Svendsen ingen steder at se. Men han fortæller nu selv, at han faktisk var på pladsen.
- Jeg har været der i 70 år, og jeg var der også torsdag morgen, siger han i telefonen.
Avisen lykkedes ikke med at finde den kendte handelsmand, og de hestehandlere, vi mødte, havde heller ikke set ham på daværende tidspunkt, torsdag morgen. Men den 89-årige Låsby-Svendsen var ifølge eget udsagn på markedspladsen, som han plejer. Om han sælger noget i år, ville han dog ikke fortælle.