Annonce
Tønder

Lægehus tvunget til drastiske tiltag: Berører alle 6700 patienter

Kristine Bladt og Robert Chouinard er sammen med to andre læger kompagnoner i Lægehuset Skærbæk. De har gennem to år forgæves forsøgt at finde to ny partnere til huset - nu indfører de nye arbejsgange og rutiner for at få tid til at se patienterne. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Manglen på praktiserende læger er så stor og omfattende, at Lægehuset Skærbæk fra 1. oktober indfører nye arbejdsgange og rutiner. Ændringerne vil kunne mærkes af alle lægehusets 6700 patienter.

SKÆRBÆK: Siden den 1. januar 2018, hvor to læger på henholdsvis 71 og 72 år gik på pension, har de fire tilbageværende kompagnoner i Lægehuset Skærbæk med lys og lygte ledt efter to afløsere. Uden held. Det tager de fire kompagnoner nu konsekvensen af, og indfører nye rutiner og arbejdsgange i huset.

- Der er bare ingen henvendelser fra unge læger til vores område. Sådan er det bare, konstaterer Kirstine Bladt, der med sine 68 år også med lethed kunne læne sig tilbage og nyde sit otium efter et langt arbejdsliv. Men sådan bliver det ikke foreløbig.

- Så ville der kun være tre læger tilbage i huset, og de ville stå med håret i postkassen. Det kan jeg ikke være bekendt - og desuden kan jeg lide mit arbejde, tilføjer Kirstine Bladt.

Og hvad gør lægerne i et lægehus så, når manglen på praktiserende læger er så massiv? Man tænker i nye baner og indfører nye rutiner.

Annonce

I dag bruger vi rigtig megen tid på at snakke med folk om morgenen, men i stedet for at snakke, kan vi bruge tiden på at behandle og se til de syge.

Kirstine Bladt, praktiserende læge, der varsler nye tider for patienterne

Start den 1. oktober

De nye tider for lægehusets 6700 patienter begynder den 1. oktober. Her vil patienterne, i modsætning til i dag, ved telefonisk henvendelse blive mødt af af en sekretær/sygeplejerske i stedet for en læge. Sygeplejersken vil vurdere vigtigheden af opkaldet - er det akut, kan det vente til lægen har en ledig tid, og ellers om det er noget, som en anden medarbejder kan tage sig af.

- Sådan var det også i gamle dage. I dag bruger vi rigtig megen tid på at snakke med folk om morgenen, men i stedet for at snakke, kan vi bruge tiden på at behandle og se til de syge, siger Kirstine Bladt.

Hvis den ikke-lægefaglige person skønner, at en læge skal tale med patienten, vil denne blive ringet op af en læge samme dag i tidsrummet klokken 11.30 til 12.

Ikke tid til siesta

For at spare tid ser Robert Chouinard, der stammer fra Canada, men er lægeuddannet i USA, gerne, at patienterne til ikke-hasteopgaver, skriver e-mails til lægerne i lægehuset.

- Jeg vil gerne opfordre flere til at skrive e-mails. Det kan være ved opgaver, hvor patienten har udslæt, ondt i knæet eller gør sig tanker om at erstatte p-pillerne med spiral. Så svarer vi inden for fem dage, lover den 48-årige canadier.

Næste ændring møder de patienter, der ankommer til lægehuset i tidsrummet klokken 12 til 12.30. Der vil administrationen være lukket - det samme vil de fire lægekonsultationer. Dog ikke fordi de i alt 12 ansatte tager en siesta, men fordi man i huset vil prioritere at spise sammen for blandt andet at udnytte hinandens ressourcer og erfaringer til at tage en snak om patienter eller særlige problematiske diagnoser.

Som Robert Chouinard udtrykker ændringen:

- På den måde kan vi trække på hinandens erfaringer.

Lægehuset Skærbæk

Sundhedshuset i Skærbæk blev indviet i december 2014. Her blev der samlet forskellige sundhedstilbud - blandt andet Lægehuset Skærbæk.

Der er i dag fire kompagnoner i lægehuset:

Kristine Bladt, 68 år

Ana Lopes, 42 år, Portugal

Robert Chouinard, 48 år, Canada

Kristian René Kristensen, 50 år

Desuden er der tilknyttet en fast vikar, Nadia Hess, Tyskland

Endvidere har lægehuset tre sekretærer, to sygeplejersker og to laboranter ansat.

Tid til kvalitet

Hvis en patient nu frygter, at det bliver helt umuligt at ringe til lægehuset med en akut lidelse i frokostpausen, så kan man godt tage en slapper. Der vil altid være en akuttelefon, som man kan ringe på. Nummeret vil man få oplyst fra telefonsvareren, når man ringer til lægehuset.

Ændringerne for lægerne i Skærbæk skulle gerne resultere i, at lægerne får mere kvalitetstid til patienterne, i stedet for at bruge tiden på de til stadighed flere pålagte opgaver, som presses ned over lægerne fra stat og region.

Selv om 6700 patienter til fire læger og en vikar ikke er for mange, så håber lægerne at tiltagene vil begrænse stress og andet uvæsen.

- For 20 år siden var det meget nemmere at være praktiserende læge. Med det her vil vi gerne passe på os selv, så vi kan holde længere og ikke blive syge, siger Kirstine Bladt.

Hvor lang tid har du selv tænkt dig at blive ved?

- Lige nu siger jeg, at jeg bliver ved til jeg fylder 70, siger Kirstine Bladt.

Kirstine Bladt, der stammer fra Møgeltønder, fylder 70 år i september 2021.

Foruden den canadiske kollega Robert Chouinard, har Kristine Bladt, en kollega fra Portugal, Ana Lopes, og en fast vikar i lægehuset fra Tyskland, Nadia Hess. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Kirstine Bladt er i dag 68 år - men hun har ingen aktuelle planer om at stoppe som praktiserende læge i Skærbæk. - Jeg kan jo lide mit job, som hun siger. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Kirstine Bladt havde indtil for to år siden fem kolleger i lægehuset - nu har hun tre og en fast vikar fra Tyskland. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Danmark

I Nordjylland har de flyttet et fyrtårn: Men det er ikke første gang, en fantastisk flytning vækker opsigt

Annonce