Annonce
Esbjerg

Lægestuderende får egen etage: Den gamle sengebygning renoveres for 134 millioner kroner

Her er den nye sengebygning ved at blive taget i brug. Blandt de første patienter var Helge Mortensen. Nu skal den rømmede tidligere sengebygning ved Sydvestjysk Sygehus renoveres til samme standard. Arkivfoto: Lars Stokbro
Lægestuderende får egen etage på Sydvestjysk Sygehus, når de starter deres treårige kandidatuddannelse.
Annonce

Esbjerg: Lægeuddannelsen i Esbjerg rykker nærmere. Og de kommende studerende får en hel etage i den tidligere sengebygning ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Det er en del af planen for renovering af tre etager i den tidligere sengebygning, der står tom, efter at den topmoderne sengebygning med 158 enestuer ved siden af er taget i brug.

Region Syddanmarks Anlægs- og Innovationsudvalg foreslår regionsrådet at sætte gang i renoveringen af tre etager i den tidligere sengebygning på sygehuset i Esbjerg til en samlet pris af 134 millioner kroner for de tre etager.

Sengebygningen er på seks etager, og det er anden, tredje og fjerde sal, der skal renoveres.

Karsten Uno Petersen (S), formand for Region Syddanmarks Anlægs- og Innovationsudvalg, er glad for, at man nu kan tage det sidste skridt til at give patienter og medarbejdere optimale rammer på akutsygehuset i Esbjerg.

- Ombygningen er vigtig for sygehusets udvikling, fordi bygningen blandt andet skal rumme lægeuddannelse og forskningsaktiviteter, der er et vigtigt fundament i fremtidens hospital, siger Karsten Uno Petersen.

Annonce

Lægeuddannelsen rykker ind på sygehuset

Renoveringen foregår i 2021-2024, og man starter på fjerde sal,  der skal rumme kandidatuddannelsen i medicin. Her dukker de første medicinstuderende op i september 2022 for at tage fat på den tre-årige kandidatuddannelse.

Etagen skal indrettes med blandt andet større klasserum, mindre grupperum og laboratoriefaciliteter.

På tredje sal skal der indrettes ambulatorier og daghospital. Det er planen, at renoveringen af denne etage skal finde sted i 2022. Arbejdet slutter med renoveringen af anden sal med ambulatorier og daghospital i den ene ende og et sengeafsnit med plads til 32 senge i den anden ende. Det er de medicinske senge, som er flyttet fra sygehuset i Grindsted, der får til huse her. Det er planen, at renoveringen af denne etage skal foregå i 2023 og 2024.

Stueetagen i den tidligere sengebygning rummer i dag sygehusets fælles akutmodtagelse, mens der er ambulatorier og intensivafdelinger på første sal og køkken og kantine på femte sal.

De tomme etager i sengebygningen har rummet sengestuer til corona-patienter, og ombygningen sker med fleksibel indretning, så sengeafsnittet på anden sal kan bruges til forskellige formål og altså også til corona-patienter, hvis behovet opstår i fremtiden.

Det nye akutsygehus har kostet 850 millioner kroner

  • Renoveringen af tre etager i den tidligere sengebygning vil koste 134 millioner kroner.
  • Bygningen er fra 1974, og tiden har sat sine tydelige spor på den 46 år gamle bygning.
  • Den samlede pris for udbygningen af Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg til akutsygehus er omkring 850 millioner kroner.
  • Tidsplan: Renoveringen foregår 2021-2024. Hvis der viser sig økonomisk mulighed for det, vil renoveringen kunne gennemføres hurtigere.
  • Beslutningen: Regionsrådet behandler forslaget om renoveringen mandag den 22. juni 2020.
Den gamle sengebygning har fået renoveret facaden, nu gælder den indvendige renovering af tre etager i bygningen. Foto: SVS
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Nyt boligprojekt smider lokal købmand på gaden: - Det gør selvfølgelig ondt

Annonce