Annonce
Tønder

Lækker mad er på vej til pressede familier

Rikke Okkels er den lokale koordinator i projektet Home-Start i Tønder, der hjælper familier, der har en presset hverdag. Projektet hjælper blandt andet med frivillige familievenner, som giver en hånd med praktiske gøremål. Nu har projektet også fået doneret penge af Vellivforeningen, så familierne kan få leveret mad. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Projektet Home-Start i Tønder og restaurant Ros er gået sammen om at give familier i kommunen en hjælpende hånd i en travl hverdag. 30 familier kan derfor se frem til lækker mad de kommende uger.

Tønder: Projektet Home-Start Tønder, der hjælper pressede familier til at få en lettere hverdag, giver igen en hjælpende hånd.

Denne gang er det 30 småbørnsfamilier rundt i Tønder Kommune, der får glæde af projektet og hjælpen.

I fem uger kan de se frem til at få leveret lækker, gratis mad hver fredag.

- Vi gør det for at give familierne et pusterum i deres hverdag. Det kan man have brug for, når det hele går lidt hurtigt, siger Rikke Okkels, der er den lokale koordinator i Home-Start i Tønder Kommune.

Annonce

Home-Start

Projektet Home-start er en familiekontakt, der er del af en verdensomspændende organisation. Projektet får støtte fra Den A. P. Møllerske Støttefond og indgik i januar et samarbejdsaftale med Tønder Kommune, så kommunen bliver den 11. i rækken af Home-start afdelinger. Ønsker man enten at blive frivillig familieven eller ønsker man som familie at modtage hjælp til at få en lettere hverdag, kan man kontakte koordinatoren for projektet i Tønder kommune, Rikke Okkels på telefonnummer: 4243 7910 eller toender@home-start.dk. Derefter får man en samtale med koordinatoren om ønske og behov, hvorefter de frivillige og familierne bliver matchet udfra en faglig vurdering.

Flere med om bord

Projektet Home-Start fik en lokalafdeling i Tønder i begyndelsen af året.

Projektet hjælper blandt andet familierne med en såkaldt familieven. Det er en frivillig, der tager hjem til familierne og hjælper, når hverdagens gøremål bliver for vanskelige. Men på grund af coronakrisen har det ikke kunnet lade sig gøre.

Derfor tænkte Rikke Okkels alternativt, så familierne alligevel kan få hjælp.

Hun søgte derfor midler i Vellivforeningens akutpulje, som blandt andet arbejder for at fremme god, mental sundhed i Danmark. Det er foreningen, som har doneret penge til tiltaget.

Rikke Okkels kontaktede derefter restaurant Ros i Tønder, som de næste fem fredage vil stå for maden, og som selv har smidt deres arbejdskraft i puljen for at hjælpe familierne.

- Det krævede, at det var en restaurant, der kunne levere take away. Det kunne Ros, og de var glade for at hjælpe, siger koordinatoren.

Hun håber nu, at tiltaget kan være med til at gøre flere opmærksomme på, at Home-Start eksisterer, så flere familier kan benytte sig af projektet.

- Med det her har vi mulighed for at komme ud på en anden måde og formidle, hvad Home-Start står for, fortæller Rikke Okkels.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Annonce