Annonce
Ringkøbing-Skjern

Lærke har meldt sig ud af Fjordlisten og fortsætter som løsgænger: Er i dialog med et andet parti

Jesper Lærke kan fra 1. maj kalde sig løsgænger i byrådet. Arkivfoto
Jesper Lærke har netop meldt sig ud af Fjordlisten. Det sker, efter han for næsten tre måneder siden meddelte, at han ikke ønsker at genopstille for listen til næste kommunalvalg. Ser sig nu om efter et andet parti.

Ringkøbing-Skjern: Byrådet får nu endnu en løsgænger.

Jesper Lærke, der for to et halvt år siden blev valgt i byrådet for Fjordlisten, har forladt den partipolitiske uafhængige liste. Beslutningen er truffet i samarbejde med formand og stifter Niels Najbjerg, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Vi har haft en god tid sammen med Jesper i Fjordlisten, men da Jesper har valgt, at han ikke ønsker at genopstille for Fjordlisten, er det samtidig lidt mærkeligt forsat at have ham siddende i byrådet. Vores nye bestyrelse arbejder nu mod kommunalvalget i 2021, og da Jesper ikke ønsker at være en del af det arbejde, har vi derfor haft en god snak over en kop kaffe, og vi er blevet enige om denne løsning, siger Niels Najbjerg i pressemeddelelsen.

Annonce

Sprang fra Venstre

Jesper Lærke var i en årrække medlem af Venstre og forsøgte at slå sit navn fast, da han stillede op som kandidat til posten som Venstres borgmesterkandidat. Her løb Hans Østergaard som bekendt med sejren.

Senere stillede Jesper Lærke op til kommunalvalget for Venstre, men trak sig inden kommunalvalget på grund af utilfredshed med den store fokus på netop borgmesterposten hos Venstre. Lærke meldte sig efterfølgende ind i Fjordlisten og blev valgt som listens eneste repræsentant i byrådet.

Men nu er det samarbejde altså helt slut.

Jesper Lærke meddelte allerede i februar, at han ikke ønskede at genopstille for Fjordlisten, men ville den gang ikke afvise, at han ville forsøge at blive genvalgt til byrådet for et parti til næste kommunalvalg. Det gør han fortsat:

- Jeg er stadig fristet af at stille op. Jeg har lidt dialog, men ikke noget konkret endnu, med et andet parti. Jeg fortsætter ind til videre som løsgænger, skriver Jesper Lærke i en sms til Dagbladet.

Annonce

Flere løsgængere

Jesper Lærke er langt fra den eneste byrådspolitiker, som har trukket løsgængerkortet.

Forrige sommer meldte Lennart Qvist sig ud af Venstre og blev løsgænger. Det skete i protest over ikke at få støtte fra den lokale topledelse til kandidaturet som kredsens nye folketingskandidat. Efter en periode som løsgænger repræsenterer Qvist i dag de Konservative i byrådet.

Den tidligere Venstremand Svend Boye Thomsen blev løsgænger efter balladen, hvor han blev ansat som spindoktor for Kristendemokraterne og Kristian Andersen op til sidste års folketingsvalg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce