Annonce
Aabenraa

Læser stillede et simpelt spørgsmål til kommunen: Blev sendt på rundtur og opgav efter tre uger

- Knapstien er en natursti, så hvorfor klippe bevoksningen ned? Sådan lød spørgsmålet fra Marianne Thrane til Aabenraa Kommune. Men hun opgav at få svar. Foto: Henriette Pilegaard.
Hvorfor er bevoksningen langs Knapstien blevet klippet? Det spørgsmål stillede en læser til kommunen for en måned siden. Men hun opgav til sidst at få svar og skrev til Aaben by på jv.dk
Annonce

AABENRAA: - Her stod vild kørvel og vild gulerod i blomst, det var helt dækket af hvidt. Og næste gang jeg kom herop var det hele slået – hele vejen igennem skoven.

Det fortæller Marianne Thrane, mens hun peger ud ad den snorlige Knapstien, der er anlagt på dæmningen under den tidligere "Kleinbahn", der kørte mellem Aabenraa og Stollig indtil ca. 1925. Hun bor på Reberbanen midt i byen og går tit tur ad Knapstien, der er en natursti. Derfor forstod hun ikke, hvorfor kanterne med den vilde bevoksning skulle slås.

Hun sendte en mail til en medarbejder i kommunens naturafdeling og spurgte: ”Den smukke grøftekant langs hele Knapstien er slået. Hvad er forklaringen på det?”.

Det var den 26. maj. Men trods flere henvendelser har Marianne Thrane ikke fået et svar på sit spørgsmål. Hendes mail er blevet videresendt og videresendt.

Derfor har Marianne Thrane skrevet til JydskeVestkysten gennem Aaben by på jv.dk, hvor man som læser kan stille spørgsmål til redaktionen om livet i Aabenraa Kommune.

Aaben By

Har du spørgsmål til livet i Aabenraa Kommune, eller er der noget, du undrer dig over?
Hjælp JydskeVestkystens redaktion med at undersøge de historier, der har betydning for dig.

Du kan skrive dit spørgsmål via linket HER

”Det er som at slå i en dyne at få et svar fra kommunen. Hvorfor bliver et ukompliceret spørgsmål sendt fra medarbejder til medarbejder, uden at der kommer et svar?” skrev Marianne blandt andet.

Annonce

Forsøgte tre gange

Agronom Søren Byskov Nielsen modtog den første mail fra Marianne Thrane, og han svarede hende dagen efter, at han ville videresende hendes mail til Driftsenheden, som nok havde udført arbejdet.

Seks dage senere havde Marianne stadig ikke hørt noget, og hun spurgte Søren Byskov Nielsen, om han havde modtaget et svar fra Driftsenheden. Det havde han ikke, men forslog Marianne Thrane selv at skrive til Driftsenheden, hvilket hun straks gjorde.

Her er mailen to gange blevet videresendt til en medarbejder. Det fortæller Otto Pedersen, der er funktionsleder i Driftsenheden. Men Marianne Thrane fik stadig ikke et svar, og 15. juni skrev hun til Driftsenheden igen:

”Jeg har ikke hørt noget, tror jeg opgiver, men det er da sørgeligt, at det er så umuligt at få et svar fra kommunen”.

Annonce

- Det er smuttet

Til JydskeVestkysten siger Otto Pedersen:

- Der må være kommet noget i vejen hos kollegaen. Det er ikke den måde, vi ellers behandler henvendelser på. Men vi får mange henvendelser, og det er svært at undgå, at noget smutter en gang imellem. Det er selvfølgelig ikke en god oplevelse for borgeren, så jeg vil kontakte hende med det samme.

Som borger kan man kontakte Driftsenheden på flere forskellige måder, via mailen entre@aabenraa.dk, via appen ”Giv et tip” og via telefon. Henvendelserne bliver modtaget af teknisk assistent Annemette Heesch, som altid svarer med det samme med et ”Tak for modtagelsen” og derefter fordeler dem til de tre funktionschefer.

- Det svinger meget, hvor mange henvendelser vi får. Det kan være op mod 30 om dagen, når der er mange, siger hun.

Og ifølge chefen for Driftsenheden, Søren N. Nielsen, er henvendelserne også af meget forskellig art:

- Derfor er det også meget forskelligt, hvor hurtigt vi reagerer. Hvis en borger anmelder, at der er rotter indendøre, skal vi reagere inden for et døgn. Der kan være andre ting, som må vente, fordi det er sæsonbestemt. For eksempel fælder vi ikke træer på denne årstid. Men jeg vil mene, at langt de fleste borgere får svar ret hurtigt, siger han.

Annonce

Her kommer svaret

Og svaret på Marianne Thranes spørgsmål lyder fra Otto Pedersen:

- Vi har haft folk ude at rydde noget buskads. Bagefter var de ude for at kvase det, der var ryddet, og så har de nok klippet hele stien, da de var derude. Men normalt klipper vi ikke en natursti. Det er der jo ingen grund til, siger han.


Vi får mange henvendelser, og det er svært at undgå, at noget smutter en gang imellem. Det er selvfølgelig ikke en god oplevelse for borgeren, så jeg vil kontakte hende med det samme.

Otto Pedersen, funktionschef, Driftsenheden i Aabenraa Kommune


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce