Kolding: I denne sommerserie har vi bedt medarbejdere på Kolding Bibliotek give gode tips til ferielæsningen.
Pia Henriette Friis, bibliotekschef, anbefaler højtlæsning til store børn i ferien:
Jeg vil varmt anbefale Johan Olsen: "Bogen om Verden" enten som e-bog, lydbog og papirbog. Bogen handler om klodens opståen, og hvordan vi er kommet fra The big bang til i dag. Emnerne er herudover solen, jorden, universet, kvantemekanik, relativitetsteori, og hvordan alt dette hænger sammen med livet i fortiden, og vores tid i dag.
Forfatteren er forsker i noget så kompliceret som proteinkrystallografi og samtidig forsanger i Magtens Korridorer.
Bogen er en underfundig beretning om svære emner i et sprog, så alle kan være med. Den er velegnet til højtlæsning, og man får lyst til at tale videre om bogens emner. Man griner højlydt undervejs af de mange sjove hverdagseksempler, forfatteren har krydret stoffet med. Forfatterens humor og fortælleglæde understøttes af fotos og herlige tegnede illustrationer.
Bogen anbefales til nysgerrige og videbegærlige drenge og piger fra 11 år - samt deres ditto forældre og ældre søskende.