De sager, der den seneste tid har sendt Venstres formand ud i et politisk stormvejr, er plantet med stor præcision og minder om »mafia«-metoder, siger Lars Løkke Rasmussen selv.
Det ligner et komplot, hvor nogen bevidst går efter at skade mig.
Sådan siger den tidligere statsminister og nuværende formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen (V), efter den seneste uges mediestorm om et omstridt tøjindkøb til 152.000 kroner, rygning på hotelværelser og en Venstre-betalt ferie for Løkkes familie til Mallorca.
Alt sammen sager omtalt i medierne på baggrund af kvitteringer, som ifølge Lars Løkke Rasmussen er blevet fjernet uretmæssigt fra Venstre af »nogle kræfter derude«, der vil »tegne et karikeret billede af min person«. Det siger han ifølge jp.dk.
»Jeg har været for mange år i det her til at være naiv. Dette kommer med stor præcision op til kommunalvalget, op til parlamentsvalget eller midt i min fødselsdag. Selv i den amerikanske mafia så styrer man uden om højtiderne i familien, og man venter med at foretage henrettelser, til sønnen er konfirmeret. Så jeg er ikke naiv om, hvad der sker,« sagde Lars Løkke Rasmussen onsdag til en gruppe journalister på torvet i Køge ifølge jp.dk.
Efter et maraton-møde i Venstres forretningsudvalg fik Lars Løkke sent tirsdag aften udvalgets fulde opbakning. Forinden havde Venstre-formanden også modtaget stor opbakning fra Venstres folketingsgruppe.
Begge steder har Venstre-folkene valgt at stole på Løkke, som hverken har ønsket at uddybe detaljerne om de omstridte bilag eller fremlægge skattepapirer. Og onsdag mente Løkke også at kunne se den tillid, når han talte med vælgerne på gaden i Køge forud for europaparlamentsvalget søndag 25. maj.
»Jeg er glad for at komme ud og få talt med rigtige mennesker ude i den virkelige virkelighed, som jeg holder så utroligt meget af. Og som ikke er fuldstændig symmetrisk - for nu at sige det pænt - med den virkelighed, der er på TV 2, News og andre gode kanaler,« forklarede Løkke ifølge jp.dk.